Ugens portræt – Mette Bihl fra Odense Filmværksted

I denne ‘Ugens Portræt’ har vi fået en snak med Mette Bihl fra Odense Filmværksted til 5 hurtige spørgsmål – mød kvinden hvis motivation ligger i mødet med unge mennesker og deres passion for at skabe film.

Hvad inspirerer dig til at lave det du gør?artkelbilledemette
Som talentudvikler synes jeg, at det er vildt sjovt at se unge mennesker udvikle sig, blive dygtigere til det de laver, og blive endnu klogere på hvad det er de vil. Det er en spændende målgruppe at arbejde med, fordi unge ikke har en blokering i forhold til at kaste sig ud i noget. Vi har haft en ung mand heroppe, der aldrig før havde lavet film, men som havde en konkret idé, til hvad han ville lave, og den dag i dag arbejder han med spillefilm – netop fordi han havde et brændende ønske om at lave film. Jeg er også et projektmenneske, så jeg kan godt lide at udføre projekter, der giver mening for andre, men som også bidrager til de aktiviteter, der sker på Odense Filmværksted og i Odense by.

Hvad er en god arbejdsdag for dig?
Når min datter spørger, hvad jeg har lavet, svarer jeg, at jeg har skrevet mails, holdt møder og set film, og det lyder jo umiddelbart som om, at jeg laver det samme hver dag. Men der er ingen dage, der er ens på Filmværkstedet. Og det kan jeg rigtig godt lide. Her er altid plads til, at vi kan diskutere, udvikle og fordybe os i noget, som er til gavn for de unge mennesker vi møder.

Hvad er din rolle hos Odense Filmværksted?
Jeg er ansat som filmkonsulent og daglig leder. Sammen kalder vi os for talentudviklere. Vi møder unge, som gerne vil lave film. Vi udvikler metoder, så de kommer igennem processer, der gør, at de bliver afklaret på, om det er det den vej, de vil gå. Vi skaber de rammer, de har brug for og hjælper dem til at blive dygtigere. Det vigtigste for os er, at de ikke laver en film, som vi gerne vil have, de skal lave den. Det vigtigste er, at de lærer af deres egne film og deres egne fejl.
Derudover samarbejder vi med f.eks. uddannelsesinstitutioner, gymnasier, kunstmuseer, Cafebiografen og i den grad Odense Film Festival. Under Odense Film Festival afholder vi også talentcamp. Det er en uge fyldt med unge danske og udenlandske filmskabere, der arbejder sammen og laver film. Her har de rig mulighed for at skabe sig et netværk både nationalt og internationalt.

Hvad har højdepunktet i din karriere været?
Jeg har oplevet og lavet mange spændende ting, mens jeg har været på Filmværkstedet. Og før det har jeg arbejdet med dokumentarfilm, hvor jeg har mødt mange interessante mennesker og set mange spændende steder. Jeg er så glad for mit arbejde, og det er et højdepunkt i sig selv.

Hvad elsker du mest ved Odense Filmværkstedet?
Jeg har verdens bedste job og muligheden for at skabe noget sammen med verdens bedste kollegaer, der kan rykke noget ved andre. Det er en gave at få lov til at møde unge mennesker, og se at det lykkes for dem.
Dét elsker jeg ved mit arbejde. Så elsker jeg den alsidighed, og uformelle tone vi har heroppe, der gør, at vi kan rykke lynhurtigt og få lavet alting knivskarpt i det ene øjeblik, og i det næste øjeblik kan vi stå og pjatte og have det rart sammen og tale om noget helt andet.
Og så kan jeg godt lide at have mange bolde i luften. Dét at holde sig til den politiske dagsorden, til de unges dagsorden og vores egen dagsorden – og så få det hele til at smelte sammen, så det går op i en højere enhed. Dét jeg laver, det er virkelig dét, jeg gerne vil lave.