Ugens Portræt – Brian Pedersen fra Ingvard Christensen

I denne ‘Ugens Portræt’ har vi fanget Brian Pedersen fra Ingvard Christensen til 5 hurtige spørgsmål. Mød manden, der brænder for innovativt og personligt design.

Hvad inspirerer dig?artikelbillede
Jeg bliver inspireret af ting hvor jeg kan se mig selv i designet, men det er i høj grad også når man åbner dørene og går ind i et lokale som det vi har her, hos Ingvard Christensen. Et gammelt rustikt lokale, der oser af historie og hvor man er omgivet af kvalitet. Jeg elsker at gå rundt og rykke om på tingene herinde, og skabe et miljø. I dag blander man det klassiske med den nye og det gamle, det synes jeg er spændende fordi det giver noget liv; at man kan mikse som det passer én, og de kombinationer er fantastisk inspirerende. Det giver mulighed for noget mere personlighed. Før, da det hele skulle være hvidt og sort, så kunne det da være fantastisk flot, men meget sterilt og svært at gøre personligt.

Hvad er en god arbejdsdag for dig?
Der er mange kunder der kommer og kigger igen og igen. De går og ser tingene an. Det er fedt, når kunderne når dertil, hvor de føler at de er velkomne nok til at komme forbi og tage en ‘snuser’ bare fordi de har lyst. Det er vigtigt for mig. At kunderne føler sig hjemme nok til at komme forbi, fordi de har lyst. Det er anderledes end når man bare oser, fordi her er der noget personligt kendskab. Jeg kender mange af dem der kommer.

Hvad er dit yndlings item?
Det er Finn Juhls ikoniske sofa kaldet poet-sofaen. Juhl er min yndlingsdesigner og næsten alt han har været inde over kan jeg lide. Hans arbejde er fra 1940’erne og er kommet op igen for nyligt. Han var et unika til at se anderledes på form og design. Han var langt foran alle andre, og han turde at gå andre veje. Han var ikke bange for at lave nogle andre former og kurver på tingene. Det er også derfor folk er så vilde med hans ting idag, fordi det ikke ligner noget af det andet.

Hvad har højdepunktet på din karriere været?
Nu har vi været her i tre år. Og vi er ved at få fundet vores fødder. Der er kommet større og større kundeflow og omsætning, så nu er det ved at blive rigtig sjovt, fordi folk kender os og ved hvor de finder os. Og de ved, hvad det er vi står for; det er design, kvalitet og service. Vi holde det vi lover, det er vores motto. Mange kunder sender jo en mail om aftenen og de regner ikke med at vi ser det før næste morgen, men der kan jeg godt finde på at sætte mig og lige svare på dem alle, så vi sikrer os at der er hurtig service. Jeg kan godt mærke at man vinder noget personligt og professionelt ved at sørge for at give den bedst mulige service. Der er tit kage og chokolade hos os, fordi folk kommer ind med det, som tak for god service. Men det er også fantastisk at være en del af området herinde.

Hvad hitter indenfor indretning i øjeblikket?
Det er meget forskelligt i disse tider. Men jeg tænker umiddelbart på sådan noget som bordlampe-klassikeren fra Louis Poulsen. Det plejede at være folk i en vis aldersgruppe, der var interesserede i dem. Men nu er det også de meget unge, der sparer op og gerne spenderer 6000 kr. på en lampe, fordi kvalitet og tidsløshed er værdier, der også er begyndt at tale til dem. Ellers er der Kelim tæpperne. De kan være 15-30 år gamle, men de er stadig et mega hit. Folk kan virkelig vise deres personlighed med et sådan tæppe, med fx. nogle varme farver, der kan give noget spil i indretningen.