Forsiden NyhederUGENS PORTRÆT – VIBEKE FRA PUREPOPE
jul
31
2017

UGENS PORTRÆT – VIBEKE FRA PUREPOPE

VIBEKE POPE STARTEDE PUREPOPE, FORDI HUN IKKE KUNNE LADE VÆRE. LÆS DENNE GANG OM GARNENTUSIASTEN, DER SIDEN HUN SOM UNG LÆRTE AT SY OG STRIKKE, HAR HAFT EN STOR KÆRLIGHED TIL HÅNDVÆRKET. 

Hvad inspirerer dig til at lave, det du gør?

Det er kærligheden til håndværket og det gode design, de gode materialer og fællesskabet omkring at have interessen. Og helt klart design, håndværk og kreativitet. Det er det, som fanger mig og driver mig.

Hvad er en god arbejdsdag for dig?

Det er en ganske almindelig dag, hvor der er masser af glade folk i butikken og kunder, som er interesserede og nysgerrige og som også gerne vil noget nyt. Som synes det er spændende at lege med farverne. Ja, det kan jo være alting. Jeg synes, det er stort set gode dage alle sammen nede i butikken, for folk er altid så positive og venlige. Så det er også det der med, at jobbet er så alsidigt.

Vibeke_02417

Hvilke fremtidsplaner har du for butikken?

Nu er jeg jo i sådan en opstartsfase, hvor jeg skal få det hele til at virke, men fremtiden skulle jo gerne have omsætning til, at vi kunne være to nede i butikken. Og at der også bliver plads til lidt ferie og den slags. Men selvfølgelig også, at butikkens spændvidde rent kreativt kan udvides – at den kan bære det. Garnverdenen er jo enormt stor, der er simpelthen så meget. Men der er jo kun et vist antal kvadratmeter dernede. Men både sådan, at sortimentet bliver større, men også at jeg får lavet flere aktiviteter med kurser. Netværket omkring at strikke og mødes – det må gerne vokse.

Hvad er populært inden for strik og garn lige nu?

Det største lige nu er nok selve brandet Isager. Det er gammelt og traditionsbundet, og det har 40 års jubilæum i år. Men det er et firma som er utroligt gode til at forny sig. Det gør, at det bliver større og større. Der er mange diller, der popper op og bliver sjove, og som mange ryger med på, men Isager topper bare, fordi de bliver ved med at levere kvalitet og rigtig godt design. De har et meget stort, bredt sortiment at kvalitetsgarn, og så designer de selv, samtidig med de samarbejder med en række designere, både danske og udenlandske, der designer for dem.

Der har også lige været en dille med noget, der hedder PetiteKnit, hvor en bluse, der hedder ”Ingen Dikkedarer” har toppet helt vildt!  Der har stået folk i kø om morgenen for at komme ind og købe garn og opskrift til den. Og lige nu har det lagt landet øde for fire-fem farver i en type garn. Det kan ikke fås før til august, og du kan ikke få det noget sted. Det er især én opskrift, der har gjort det. Det er meget sjovt. Det er egentlig ikke specielt fantastisk design, men hende der har lavet opskriften er god på Instagram, god til at markedsføre og god til at lave billeder.

Der har også været karklude-dillen, og den kører også stadigvæk. Med at man skal lave dem økologiske og bæredygtige. Men det er også der, Isager bliver ved med at være et brand, for det er naturmaterialer, kvalitet og gennemarbejdet. Det er bare garn, som aldrig går af mode.

Hvad fik dig til at åbne PurePope?

Det var nærmest fordi, jeg ikke kunne lade være. Jeg havde lyst til det, og synes det var sjovt. Jeg har jo strikket, syet og lavet kreative ting hele mit liv. Så det har bare været naturligt på en eller anden måde, at det var det, jeg ville. Muligheden bød sig, og jeg synes det var sjovt. Jeg har også haft held med det, jeg gjorde, så det har kunnet vokse stille og roligt. For jeg har ikke haft en pose penge, jeg har kunnet hente af, men de ting, jeg har gjort, har virket, og så er jeg blevet ved med at bygge det op udvikle det. Kunderne synes også, at jeg og Brandts Klædefabrik passer sammen, og de siger til mig ”Ej, det er det rigtige sted, du er.”

Seneste nyheder

Alle nyheder

Tilmeld nyhedsbrev

Brandts Klædefabrik

Brandts Passage 8
5000 Odense
Denmark

kontakt@brandtsklaedefabrik.dk