Forsiden NyhederCafé Fredo’s og Sommer’s Køkkenunivers sætter fokus på franske fristelser
nov
14
2017

Café Fredo’s og Sommer’s Køkkenunivers sætter fokus på franske fristelser

Den unge vin og delikatesserne

Naboer mødes og gode idéer opstår. Derfor inviterer Sylvie Abitbol fra ”Fredo’s Coffee Right”og Pernille Sommer fra ”Sommer’s Køkkenunivers” til et par kulinariske hyggeaftener i franske farver – Brandts Passage, hvor den purunge Beaujolais Nouveau 2017 står på menuen i velsmagende harmoni med en oste- og charcuterie-anretning.

fransk

Anledningen er den festlige frigivelse af Beaujolais’en, der efter kun at have gæret et par uger sættes til salg – traditionen tro den tredje torsdag i november. Og allerede fredag morgen ankommer et par vognlæs direkte fra Huset Hospice de Balleville hos vinfirmaet H.J. Hansen i Vestergade, der straks sender ”en pæn portion nytappede flasker” videre til Fredo’s café, hvor vinøse feinschmeckere tager imod med kenderminer.

Rift om billetterne

Den ædle vin og delikatesser serveres for to gange godt 30 gæster i cafeen fredag den 17. og igen lørdag den 18. november – begge dage klokken 19. Der bliver rift om billetterne, som skal forudbestilles i caféen.

Sylvie Abitbol har flere gange arrangeret vinaftener med fokus på franske distrikter, og da hun fortalte Pernille Sommer om det gik idéerne op i en højere enhed. ”Så kommer jeg med butikkens franske delikatesser”, svarede Pernille Sommer, der ligesom Sylvie Abitbol er dybt inspireret af ”al det franske”.

”Dén torsdag, hvor vinen gives fri, går Frankrig amok. Alle caféer er overfyldte med glade gæster og så spilles, synges og drikkes der til langt ud på natten”, fortæller Sylvie Abitbol, der selv er født og opvokset i Paris.

Fra Venstre: Sylvie Abitbol (Fredo's) Pernille Sommer (Sommers Køkkenunivers) og Desirée Abitbol (Fredo's)

Fra Venstre: Sylvie Abitbol (Fredo’s) Pernille Sommer (Sommers Køkkenunivers) og Desirée Abitbol (Fredo’s)

Bare 19 år ung, rejste hun til Danmark –og til Odense, hvor hun skulle have været et år. Og så hjem igen. Men Sylvie faldt til blandt fynboer, fik mange venner og hun har været her siden.

I februar 2014 åbnede hun Fredo’s med sammen sin datter Désirée, hvis smilende ansigt til daglig tager imod caféens gæster.

Åbnede samme uge

Også i februar 2014 åbnede Pernille Sommer sin eksklusive specialbutik i køkkenudstyr og delikatesser.

”Mad har været grundstenen i mit liv, så længe jeg kan huske”, fortæller Pernille Sommer, født og opvokset i Fredericia, men har i mange år boet på Fyn.

Hun elsker alt, hvad der har med mad at gøre; at tilberede, servere og nyde den –samt at tale om maden. Hun er tjeneruddannet fra dansk-franske Falsled Kro og kom derefter på Rudolf Mathis. Og så har hun skrevet kogebøger.

Gæsterne ved vinaftenerne kan lade sig inspirere i køkkenuniverset og købe lækkerier med hjem med 10 procents rabat.

Så der er lagt op til et par stemningsfulde aftener med vådt og tørt, tilsat franske chansons og musette-rytmer.

”Vi vil så gerne vise, at det emmer af hyggelig atmosfære, her på Brandts – hele året”.

Seneste nyheder

Alle nyheder

Tilmeld nyhedsbrev

Brandts Klædefabrik

Brandts Passage 8
5000 Odense
Denmark

kontakt@brandtsklaedefabrik.dk