Arbejderbørn på Brandts Klædefabrik

I 1872 var 3700 børn på landsplan beskæftiget ved fabriksarbejde – heraf ca. 600 børn under 10 år. Børnene udgjorde på daværende tidspunkt dermed 10% af den samlede arbejdsstyrke i Danmark.

På denne tid var det meget normalt, at børn fra de fattigste familier var i arbejde. Som regel havde børnene en arbejdstid på 4-6 timer ud over den almindelige skoletid. Især arbejde i industrien var foretrukken, da der blev betalt en god løn og arbejdet var indendørs. I industrien benyttede især tre erhverv sig af børns arbejdskraft; nemlig tobaksindustrien, tændstiksindustrien og tekstilindustrien.

Flere diskuterede hvorvidt børnearbejde hørte til i industrien eller ej. På den ene side havde fabrikkerne en økonomisk fordel i den billige arbejdskraft, hvilket også var medvirkende til den industrielle blomstring, som vi så op igennem 1800-tallet. Samtidig havde de fattige familier med store børneflokke ofte brug for den ekstra skilling, som børnene kunne hente gennem arbejde fra en tidlig alder. Derudover herskede der i tiden en idé om, at en velopdragen arbejdskraft var en fordel for ikke blot industrien, men også for arbejderen selv og for samfundet som helhed. På den anden side stod flere læger frem og påviste de sundhedsmæssige konsekvenser af børnenes arbejde på fabrikker, hvor uren luft og farligt arbejde var en del af hverdagen.

Som resultat af denne debat, offentliggjordes den første fabrikslov i 1873, som dikterede, at børn under 10 år ikke længere måtte udføre fabriksarbejde, og at børn mellem 10 og 14 år ikke måtte arbejde mere end seks timer dagligt. Mens fabriksejerne generelt mente, at loven var for stram, mente andre stadig, at loven ikke var vidtgående nok.

 

På Brandts Klædefabrik udgjorde børn i gennemsnit ca. 1/5 af fabrikkens arbejdsstyrke mellem 1890 og 1900. De fleste børn arbejdede i spinderiet, og ca. halvt så mange var ansat i væveriet. Alle børn på Brandts Klædefabrik var ifølge personaleregistrene drenge – måske fordi man mente, at arbejdet var for fysisk hårdt for piger. Drengene var dengang ansat for en løn på to kroner om ugen – det var dengang en flot sum.

”For det beløb kunne min mor gå på torvet og købe en hel forfjerding kalv. Så havde vi kød til hele ugen.” – skriver Carl Hansen, som blot var 10 år, da han startede på Brandts Klædefabrik i 1996.

Fordi børnene ved siden af arbejdet på fabrikken skulle passe deres skole, arbejde børnene på Brandts klædefabrik i to-holds-drift enten på et formiddagshold eller et eftermiddagshold. Da der imidlertid i 1901 blev vedtaget en ny, revideret fabrikslov, som dikterede, at fabriksarbejde ikke længere var tilladt for børn under 12 år, skabte det en mindre hovedpine for Brandts Klædefabrik, idet kommuneskolerne i Odense havde alle børn fra 12 år gående i formiddagsklasser. Det blev derfor besværliggjort for fabrikken, at skaffe arbejdskraft til formiddagsholdene.

Brandts Klædefabrik måtte skride til et skolemæssigt initiativ, og åbnede den 1. februar 1902 Brandts Fabriksskole for drenge på adressen Klingenberg 16. Den selvstændige, private skole skulle være et tilbud til drenge over 12 år i Kommuneskolerne, som skulle undervises om eftermiddagen, med det formål at sikre formiddagsarbejdet på fabrikken.

Oprettelsen af skolen fik en del kritik. Først og fremmest blev det kritiseret, at Brandts Klædefabrik fortsat valgte at beskæftige børn, når arbejdsløsheden i forvejen var stor blandt voksne mænd og kvinder. Desuden blev der sat spørgsmålstegn ved, hvorvidt undervisningen på den nye fabriksskole kunne måle sig med undervisningen på kommuneskolerne – også i betragtning af at børnene ”berøvedes” en times undervisning i kontrast til det kommunale tilbud.

”Børnene trænger ikke til kortere skoletid end før, men til længere, børnene trænger ikke til dårligere undervisning, men til bedre, og børnene trænger ikke til mere fabriksarbejde, men til mere hvile,” skriver Fyns-Socialdemokrat den 16. januar 1902.

 

I 1913 gennemførtes en ændring i fabriksloven, som afskaffede børnearbejde for børn under 14 år. Hermed forsvandt grundlaget for Brandts Fabriksskole, som blev nedlagt samme år.

Brandts Klædefabrik holdt som så mange andre fabrikker fast i beskæftigelsen af børnearbejdere så længe, det var muligt. Årsagerne var, som tidligere nævnt, primært den økonomiske fordel, som fabrikken opnåede, og ligeledes ønsket om en ’velopdraget’ arbejdsstyrke – mange af de arbejdere, der blev ansat allerede som børn, valgte også ofte at blive på fabrikken som voksne. To nåede endda gennem tiden at fejre 60 års jubilæum i Brandts Klædefabrik. Mange års ansættelse kan næsten naturligt afføde en familie- og loyalitetsfølelse blandt arbejderne, hvilket kan være med til at forklare udfordringen i at få Brandts-arbejderne organiseret – man var vel godt opdraget!

Kilde: “Brandts Klædefabrik”, Brandt-arbejdernes Historiske forening, 1993

 

previous arrow
next arrow
Slider