Brandt-familier

Igennem tiden har de ansatte ved Brandts Klædefabrik ikke været udvalgt tilfældigt. Tværtimod blev flere generationer af samme familier gerne ansat på Brandts Klædefabrik, og disse familier er kendt som Brandt-familier. Især i starten af 1900-tallet var Brandt-familier normalen – dette skyldes, at familimedlemmer, der blev anbefalet af medarbejdere oftes blev anset som værende pålidelige medarbejdere. Især i 1930’erne hvor udbudet af medarbejdere var stort, var man påpasselig med hvem man ansatte, og Brandts-familierne var en sikkerhed for at få ordentlige medarbejdere ind.

Brandt-familien Pedersen

Doris Pedersens familie er netop et eksempel på en Brandt-familie. I bogen Brandts Klædefabrik beskriver hun, hvordan hendes familie var en del af Brandts Klædefabrik. Hun fortæller blandt andet, at hun selv arbejdede på Brandts Klædefabrik i 1940’erne, og at både hendes mor, far og onkel arbejdede på Brandts Klædefabrik. Nedenstående fortælling er Doris Pedersens egen beretning om livet som Brandt-familie:

“Min far begyndte på Brandts Klædefabrik den 8. april 1913. Først som karterenser, men kom hurtigt i fyrrummet. Tog certifikat og blev kedel- og maskinpasser. Far skulle være der tidlig om morgenen, så der kunne være varme og strøm, når arbejdet startede. Det var far, der skulle trække i fabriksfløjten ved arbejdets begyndelse og ved fyraften. Den kunne høres langt omkring, og så vidste folk, hvad klokken var, for det var meget præcist hver dag. Jeg mindes, at i hele min barndom og ungdom var vores hverdag Brandt. Hver aften gik far i seng klokken ni, så vores familie vidste, at de ikke skulle besøge os en hverdag. Om vinteren skulle far på arbejde søndag formiddag, da fyret ikke kunne passe sig selv fra lørdag til mandag.
Min far og mor, som også arbejdede på fabrikken, traf hinanden der og blev så gift. I bryllupsgave fik de en flot stueklokke med sølvplade fra arbejderne i spinderiet. Den hænger i dag hos min niece i Kerteminde. Min mor holdt ret hurtigt op på fabrikken, da der kom børn. Vi var fem søskende, og jeg kan ikke mindes, vi har manglet noget som børn. […] At få lov til at hente min far efter fyraften, var en stor fornøjelse. Så stod vi i Pantheonsgade, hvor vi kunne hæve os op i rækværket og se gennem åbningerne foroven. Nu kom far ned fra kedelrummet for at låse porten op. Det blev den fem minutter i halv seks – også på minuttet! […] Den eneste dag vi ikke måtte hente far, var på lønningsdagen. Da var der mange, der blev hentet, for det var ikke alle der kunne bære lønnen hjem. Min far havde altid nogle penge i pungen, før han fik sin løn. Jeg husker også, at min mor fik en pels. Men den måtte hun ikke have på, når hun viste sig på fabrikken. En fyrbøders kone kunne ikke tillade sig at gå i pels. En anden ting jeg mindes, var, når far kom hjem i middagspausen. Jeg stod tit på gadehjørnet og modtog ham, så kunne jeg få en køretur på cykelstangen de sidste 30 meter.”

Som mange andre Brandt-familier var flere familiemedlemmer af familien Pedersen ansat i Brandts Klædefabrik, og derfor var det ikke underligt, at omdrejningspunktet i hverdagen var Brandts Klædefabrik.