Bruun og Pørksen

I årene efter den sidste krig var der på væveriet i Brandts Klædefabrik et stort skel mellem de ansatte: Der var de gamle, enten af alder eller anciennitet, og så var der de nyankommne unge i tyverne; dels fordi man under krigens år ikke tog flere folk ind i væveriet, og dels fordi en del yngre vævere flyttede arbejdsplads i krigens første år grundet konkurrerende lønninger hos bl.a. Odense Textilfabrik.

Egon Jensen var en af de unge vævere, der i begyndelsen af halvtredserne blev antaget på Brandts Klædefabrik. Han mærkede selv generationsforskellen i det daglige arbejde på væveriet. Sjove oplevelser og originaler var der nok af på Brandts Klædefabrik. I det følgende beretter Egon om originalerne »Bruun og Pørksen«, der var som Fyr og Bi:

Harry Bruun og Arnold Pørksen startede begge som 12-årige på Brandts Klædefabrik, først som drenge i spinderiet og senere som garnbærere i væveriet og spinderiet. Det var som at se Fyr og Bi. Lange magre Harry med fremadbøjet krop, mærket af tidligere tiders slid og slæb, når han kørte i byen med varer på trækvognen med besked om at rubbe sig. Pørksen var den typiske Bivogn. Lille og ret korpulent med evigt gestikulerende arme og hænder, korte skæve ben og trippende skridt, og så en jakke, som han ikke havde en ingen chance for at knappe.

Harry overså mange ting i det daglige, når han skulle bringe garn til væverne. At råbe ham op var håbløst, for han havde altid meget travlt, og de lange ben kunne hurtigt bringe ham ud af farezonen, mens Pørksen, med sine korte ben, måtte småløbe for at følge med sin ulige makker.

Pørksen gik altid rundt til væverne og undersøgte, om de nu havde det garn, de skulle bruge. Manglede væverne, kom han med en kasse garn. Når han så havde nogle ledige øjeblikke, kunne han godt finde på at komme ind på brættet for at få en sludder. Tit var det med skumle tanker, for pludselig bredet en hørm sig, så det var helt uudholdeligt at blive stående. Pørksen forsvandt og stod så et eller andet sted og morede sig. For ham var dagen reddet.

Både Bruun og Pørksen fejrede 50 års jubilæum. I den anledning fik Harry en lysekrone, som han testamenterede til Bolbro Kirke. Anderledes gik det Pørksen – han fik en cykel. Nu boede han i Skibhusene og havde omkring fem kilometer at gå, og han var ret ofte kommet for sent på arbejde. Så man burde da have givet ham den, da han havde 25 års jubilæum! Efter gaveoverrækkelsen på kontoret blev han kørt hjem på ladet af fabrikkens lastbil. Hvorfor han ikke skulle cykle hjem er fortsat en gåde.