En Brandt-arbejder under krigen

Ejgil Andersen startede i lære som møbelsnedker og var udlært i forsommeren 1939. Han arbejdede der et par måneder, men blev så desværre fyret og måtte se sig om efter nyt arbejde.

”Det var fan’me koldt den vinter! Vi stod i lange rækker udenfor Asylgade. Vi skulle ned i en kælder og have vores stempel – og det var hver dag. Vi var i hvert fald 250 arbejdsløse snedkere dengang, som stod på række der hver dag.”

Efter et par år med forskelligt arbejde, dog uden fast job, skete der endelig noget. Ejgils onkel, Valdemar, arbejdede et sted ved navn Brandts Klædefabrik. Han var spinder og sørgede for, at Ejgil kunne få et arbejde på fabrikken. Han startede i februar 1941 – d. 21. helt nøjagtigt.

”Der var en af de andre, jeg ikke kunne lade være med at drille lidt. Vi var nede i gården efter et eller andet, og så kom der en flyvemaskine – rigtig højt oppe. Så sagde jeg til ham: Det er en englænder! – Så blev han helt hysterisk, for der kunne da ikke komme engelske flyvere helt deroppe. Det kunne de overhovedet ikke dengang. Tyskerne havde jo herredømmet i luften – og det hele. Jeg skulle bare have lidt skæg med ham.”

Klædefabrikken havde et fabriksværn/luftværn. Det skulle alle fabrikker have dengang, forklarede Ejgil. Rundt på lofterne stod der tønder, olietønder med vand og så nogle svabere, som de kaldte dem. Det var nogle, de selv havde lavet af spindesnore. De var bundet op på et kosteskaft, så man kunne dyppe dem i vandet og piske med dem, hvis der faldt en brandbombe.

Ejgil forklarede, hvordan Brandts Klædefabrik fik syet kakifarvet tøj til dem. De havde også hjelme, men brugte nærmest kun udstyret til øvelserne.

”Hvis der faldt en bombe, skulle vi afbryde strømmen og lukke for vandledninger og den slags. Hvis murene var ved at vælte, skulle de stives af. Og hvis der var sårede, skulle vi kunne hente dem ned gennem etagerne – uden at der var trapper. Altså hejse dem ned. Det blev vi øvet i, og det var jævnligt, at vi havde øvelser og skulle prøve det der.”