En ny tradition er født – Roséfestivalsuccesen bliver gentaget

Rosé Festival Odense gentager succesen og fylder igen Brandts Klædefabrik med lyserøde bobler og feststemte gæster i 2019.
I år fik Odense en helt ny festival, nemlig en roséfestival, som løb af stablen lørdag d. 12. maj. Brandts Klædefabriks torve og pladser blev indtaget af rosédrikkende og feststemte gæster. Over 1200 indløste billet, og allerede en uge før festivalen blev der meldt udsolgt på Premium-billetterne. Ligeledes benyttede mange andre lejligheden til at slå sig ned i området og nyde den hyggelige og sydlandske stemning med høj sol, loungemusik og glade rosédrikkende mennesker. Området var åbent for alle, også dem der blot kom for at kigge eller spise frokost på en af de omkringliggende caféer i Brandts Klædefabrik.

Her i Brandts Klædefabrik glæder vi os meget over alle gæsterne, der var mødt op til festivalen. Sådan en festival giver liv til Brandts Klædefabrik og giver opmærksomhed til både butikkerne, caféerne og restauranterne i området. Vi er meget stolte over den her succes, som bliver gentaget med et brag næste år”, siger medarrangør og manager i Brandts Klædefabrik, Eva Pasgaard.

En endnu bedre roséfestival i 2019
Både de mange glade festivalgæster og de kompetente vinudstillere var med til at gøre festivalen i år til en stor succes. Arrangørerne har lyttet til festivalgæsternes og vinudstillernes tilbagemeldinger, og derfor er ambitionerne for Rosé Festival Odense 2019 blevet endnu højere.

Vi kunne ikke have haft sådan en succes uden alle gæsterne og vinudstillerne. Alle vinudstillere fra i år har været så glade for festivalen, at de gerne vil være med i 2019. Vi har også allerede fået mange henvendelser fra andre vinforhandlere, der gerne vil være med næste år. Det er virkelig dejligt, at så mange støtter op om vores festival”, siger medarrangør Jakob Søfelde-Hansen, og tilføjer ”nu handler det for os om at sætte det helt rigtige hold af vinudstillere, så gæsterne i 2019 får en mindst lige så god rosévinoplevelse”.

Allerede nu kan sløret løftes for nogle af de nye tiltag til Rosé Festival Odense 2019. Blandt andet bliver Premium-billetten endnu bedre. Premium-billetten vil næste år indeholde 15 smagninger, ligesom den almindelige billet, og herudover får man adgang til VIP området ved Restaurant Pasfall. Her får man serveret Pasfalls fynske tapasanretning med et glas rosébobler, så gæsterne får noget god mad i maven, så de er klar til at udforske festivalens mange smagninger.

Den almindelige billet og Premium-billetten kommer stadig til at koste henholdsvis 299 kroner og 499 kroner i forsalg.

Rosé Festival Odense 2019 bliver afholdt d. 11. maj 2019 fra kl. 12-17. Billetsalget er netop åbnet på www.rosevinfestival.dk, så du allerede nu kan sikre dig en billet til næste års roséfestival i Brandts Klædefabrik.