Forretter Thomsen

I årene efter den sidste krig var der på væveriet i Brandts Klædefabrik et stort skel mellem de ansatte: Der var de gamle, enten af alder eller anciennitet, og så var der de nyankommne unge i tyverne; dels fordi man under krigens år ikke tog flere folk ind i væveriet, og dels fordi en del yngre vævere flyttede arbejdsplads i krigens første år grundet konkurrerende lønninger hos bl.a. Odense Textilfabrik.

Egon Jensen var en af de unge vævere, der i begyndelsen af halvtredserne blev antaget på Brandts Klædefabrik. Han mærkede selv generationsforskellen i det daglige arbejde på væveriet. Sjove oplevelser og originaler var der nok af på Brandts Klædefabrik. I det følgende beretter Egon om originalen »Thomsen«, der satte væven til rette for arbejderne i væveriet. En dag opstod der tumult mellem Egon og Thomsen, da Egon måtte bede om hjælp til at løse et problem med et af skafterne på en væv.

Det var ikke nemt for unge vævere at få fat på en forretter. Nej, de ældre og gamle i gårde havde det lettere, for dem var forretterne som regel mere lige med. De unge måtte betale lærepenge.

Jeg havde engang brug for forretter Thomsen, som var meget dygtig. Men han kunne lide at optræde og var meget nedladende. Det var en skaftefejl, og det kunne være meget ubehageligt, da det tilmed var svært at se.

På tredje- eller fjerdedagen stod han oppe ved væven, da jeg kom om morgenen klokken syv. Han var i højt humør og kunne fortælle – at nu var sagen i orden. I går aftes da jeg sad og læste i avisen, sagde han, slog det ned i mig, hvad det var. Jeg har gennemgået det hele i nat, så jeg har ikke lukket et øje. Nå, hvad siger du så, sagde han – stolt som en pave.

Det eneste jeg kunne svare var, at når jeg kørte ud af porten, så måtte fanden tage det hele. Fritiden var min egen og familiens. Han blev sur og sagde: Derfor bliver du aldrig til noget, og for eftertiden kan du passe dig selv. Jeg havde ikke ventet, at det skulle være takken for dette her. For din skyld har jeg ofret min nattesøvn – at du ikke skammer dig!

Jeg skammede mig ikke, men han havde ret – jeg blev aldrig til noget. Men jeg har haft et godt liv, for når jeg kørte ud af porten, var alting glemt til næste morgen klokken syv.