Fredo’s Coffee Right udvider deres lokaler

I løbet af denne sommer udvider caféen Fredo’s Coffee Right deres lokaler i Brandts Passage. De udvider til nabolokalet, og således bliver caféen og deres attraktive udeområde næsten dobbelt så stort.

Fredo’s Coffee Right har ligget i Brandts Passage i 4,5 år. Da de startede serverede de kun kaffe, sidenhen er menukortet blevet udvidet til både kaffe, vin og cocktails. I forbindelse med udvidelsen kan kunderne nu også nyde et udvalg af brunch-, salat- og tapasanretninger og meget mere. Og mange retter kan fås vegansk og vegetarisk.

”I caféen kommer vi til at flirte med både veganske og vegetariske retter. Hvis der eksempelvis er en vegetar i selskabet, så er der alligevel rigtig mange muligheder for at få noget lækkert at spise ”, siger den daglige leder Désirée Abitbol.

Siden åbningen for 4,5 år siden har caféen haft stor fokus på økologi, gode råvarer, og samarbejde med små, lokale leverandører. Med udbygning af både caféen og menukortet vil dette naturligvis fortsætte.

Caféen har tidligere været vært for ginaftener, vinaftener og andre specialarrangementer, og de kan med udvidelsen afholde endnu flere arrangementer for deres kunder. Der bliver nu plads til 50 gæster indenfor og 30 gæster udenfor. I caféen bliver der også mulighed for at afholde private arrangementer som f.eks. polterabend eller fødselsdag.