Forsiden Gastronomi Mad gør mig glad – og det vil jeg gerne dele med dig

Mad gør mig glad – og det vil jeg gerne dele med dig

Når man træder ind i Sommers Køkkenunivers  bliver man mødt med en eksplosion af sanseindtryk. Her taler alt til de madglade sanser – for det er Pernille Sommers mission at dele sin egen store passion for mad med alle sine kunder.

sommers 1

Mad gør mig glad
–       Mad har været en grundsten i mit liv lige så længe, jeg kan huske. Det gør mig simpelthen så glad, fordi man bruger alle sanserne. Det gør mig glad at spise det, glad at lave det og glad at dele det med andre, fortæller Pernille Sommer.

Hele livet har hun arbejdet med mad. Som tjenerelev, madstylist, med produktion af kogebøger og import af fødevarer. Kimen til den store madpassion blev grundlagt i familien og omgangskredsen, som alle er involveret i mad i en eller anden form.

I 2014 tog hun springet og åbnede Sommers Køkkenunivers i Brandts Passage.

–       Jeg hoppede bare ud i det. Men jeg sagde også, at hvis det ikke kunne blive her i Brandts Klædefabrik, så skulle det slet ikke være noget sted.  Jeg skal være i et miljø, der ikke er mainstream. Og synergien forretningerne imellem her er helt fantastisk. Der er en stor fællesskabsfølelse, siger Pernille Sommer.

Forretningen er Pernille Sommers hjertebarn og hun kan klart mærke, at tilgangen til hvordan vi ser på mad, har ændret sig.

–       Det er blevet langt mere mangfoldigt. Jeg oplever, at man i dag i langt højere grad er interesserede i, hvor tingene kommer fra og hvordan det smager. Man samles om maden. Før i tiden blev jeg måske betragtet som en madsnob, fordi jeg går så meget op i det. Dengang var et også meget formelt og fint, når man gik på restaurant. I dag er det hvermandseje – også blandt de unge, forklarer Pernille Sommer.sommers3

–       For fem år siden ville du kun have kunnet sælge havtorn, ramsløg eller de mange nye salt-variationer til en meget begrænset gruppe.  Sådan er det ikke i dag. Jeg oplever, at mine kunder er meget glade for at prøve nye ting. Og én ting, der virkeligt har overrasket mig er den store spændvidde, der er aldersmæssigt hos mine kunder. De er fra 14 til 85 år. Det er jo fantastisk, siger Pernille Sommer.

Sortimentet i Sommers Køkkenunivers spænder bredt med unikt køkkenudstyr, delikatesser, og redskaber til madlavning. Og når Pernille Sommer falder for nye varer, så er det det visuelle indtryk og fornemmelsen af kvalitet, der får hende til at reagere.

–       Jeg bliver tændt af blikfang, design og kvalitet. Og når så smagen følger med, så er jeg helt solgt, fortæller hun.

sommers 2De første år med Sommers Køkkenunivers har været alt det, som Pernille Sommer har ønsket sig.

– Hver dag er fyldt med gode oplevelser her – og hver dag går jeg hjem fra arbejde, og er simpelthen så glad, siger Pernille Sommer med et stort smil.

aabner3_small

Tilmeld nyhedsbrev

Brandts Klædefabrik

Brandts Passage 8
5000 Odense
Denmark

kontakt@brandtsklaedefabrik.dk