Forsiden Historie Brandts-arbejdernes historiske forening – Sidste mand lukker og slukker

Brandts-arbejdernes historiske forening – Sidste mand lukker og slukker

Brandts-arbejdernes historiske forening var på Kong Volmer, hvor restauratør David Levy Nielsen serverede for de gamle Brandts arbejdere.

brandts-arbejdernes

De 17 gæster ved langbordet har et ganske særligt forhold til Brandts Klædefabrik. De fleste har været ansat på fabrikken og er medlemmer af ”Brandts-arbejdernes Historiske Forening”, der i flere år residerede lige over restauranten.
Da kommunen ikke længere kunne hjælpe med huslejen, blev foreningen husvild.

– I dag serveres stjerneskud, fordi vi fejrer, det er fem år siden, David Nielsen bød os indenfor og derved reddede vores eksistens. En gestus, vi stadig er ham taknemmelig for, fortæller formanden Winna Greve.
– Her mødes vi den anden mandag hver måned til kaffe, blødt brød og en god snak.

Restauranten er dekoreret med historiske fotostater takket være David Levy Nielsens interesse for at bevare et stykke arbejder- og erhvervshistorie.

DET FOREGIK LIGE HER

brandts-arbejdernesInden fisken er på bordet, og glassene fyldt, konverseres livligt, og man aner en glæde over det unikke kammeratskab og en stolthed over at være tidligere Brandts-arbejder.
– Her i porten lå vaskeriet, fortæller Bruno og peger rundt i lokalet, hvor kamgarnet blev vasket. Jens og Svend Aage fortæller, at de arbejdede i væveriet – og Eva i spinderiet. Der er også et par nobbere og én fra farveriet med denne mandag.

Da foreningen blev stiftet for 26 år siden, havde den ca. 60 medlemmer. I dag er der 24. Foreningen har bevaret en række fine arkivalier, registre og over 300 originale fotos fra fabrikkens historie.
Winna Greve fortæller, at hun har sat sig for at udarbejde en registrant i samarbejde med Stadsarkivet i Odense.

NU – 40 ÅR EFTER

– Det er flot, siger Winna Greve, at så mangenæsten 40 år efter fabrikkens lukning mødes i klublokalet, som hun kalder Kong Volmer.
– Vi taler nødvendigvis ikke altid om kolleger og fabrikken, når vi mødes, men vi strejfer da fortiden, og vi er meget optaget af den kultur, der dukker op i området.
– Vi bliver ældre og der er naturligt frafald. Men vi bliver ved med at mødes, for at snakke gamle dage på Brandts. Lige til vi kun skal bestille et tomands-bord. Vi er helt enige om, at sidste mand lukker og slukker.

Tilmeld nyhedsbrev

Brandts Klædefabrik

Brandts Passage 8
5000 Odense
Denmark

kontakt@brandtsklaedefabrik.dk