Julelysene tændes i Brandts Klædefabrik

Julelysene tændes i Brandts Klædefabrik

Der er julefestligheder, godteposer til børnene og stemningsfyldt underholdning for hele familien på programmet, når julelysene fredag d. 16. november 2018 kl. 16.00-18.00 tændes i Brandts Klædefabrik.

Julen nærmer sig med hastige skridt og indledes for alvor i Brandts Klædefabrik, når områdets julelys tændes i intime, hyggelige omgivelser. I anledning af, at julelysene tændes, inviterer Brandts Klædefabrik til en hjertevarm eftermiddag i julens tegn med lækkerier og underholdning for hele familien.

Traditionen tro udsmykkes hele området i Brandts Klædefabrik med alskens julepynt og funklende julelys, som pryder områdets sjælefulde stræder.

”Julen er en ganske særlig tid i Brandts Klædefabrik, hvor vi værner om de gamle traditioner. Samtidig har vi en vision om at skabe nye traditioner for byen og området – også op til jul. Vi håber, at tændingen af julelysene for mange vil blive en ny, årlig tradition, som vil samle familie og venner i fejringen af julens begyndelse,” siger Eva Pasgaard, Manager for Brandts Klædefabrik.

På dagen får Brandts Klædefabrik fint besøg af Julemanden, som har taget sig tid til at hjælpe med nedtællingen til, at julelysene tændes. De første 500 børn vil have mulighed for at få en gratis godtepose, og så kan de alle få taget et billede med Julemanden og måske nå at hviske ham et lille ønske i øret.

På Amfipladsen vil der denne eftermiddag være mulighed for at købe hjemmelavede godter til ganen. Blandt andet vil der være mulighed for at smage Fredo’s hjemmelavede gløgg eller de hjemmelavede æbleskiver fra Konditoriet Kagedåsen, m.m.

Eftermiddagen byder desuden på underholdning fra den internationale jazzscene, når Isa & Fyn’s Finest spiller op og forkæler publikum med første klasses, stemningsfyldte jazz-toner.

Julelysene tændes præcis kl. 17.00.