Forsiden Kultur DET FYNSKE KUNSTAKADEMI

DET FYNSKE KUNSTAKADEMI

Se kontaktinformation

Det Fynske Kunstakademi (DFK) er en længere videregående billedkunstnerisk uddannelse af 5 års varighed. Den selvejende institution har en intim størrelse med omkring 60 studerende, og har siden 1984 haft lokaler på 4. sal, i de gamle industribygninger, der også huser Mediemuseet og Brandts Museum for Kunst og Visuel Kultur. Det Fynske Kunstakademi startede som et privat kunstnerdrevet initiativ for 70 år siden, og udgør i dag ét ud af tre anerkendte kunstakademier i Danmark.

Det Fynske Kunstakademi. De studerende evaluerer et forløb

De studerende evaluerer et forløb på Det Fynske Kunstakademi

DFK er en selvejende institution, hvilket betyder, at skolen selv strukturerer og organiserer sit uddannelsesprogram. Hvert år optager akademiet 10-15 studerende, som får mulighed for at studere i et unikt miljø, med fokus på det eksperimenterende kunstfelt og en samarbejdende tilgang til kunstuddannelsen.

Omdrejningspunktet for DFK er den atelier-baserede undervisning og samarbejdet mellem studerende på tværs af kunstneriske medier og studieår. I undervisningen lægges vægt på en eksperimenterende tilgang til kunstuddannelsen med henblik på at give de studerende det bedst mulige udgangspunkt for at udvikle en professionel og kritisk kunstnerisk praksis i en globaliseret verden.

Undervisningsformen på Det Fynske Kunstakademi består af en blanding af kollektiv undervisning og individuel vejledning, og varetages af skolens faste professorstab, der alle selv er udøvende billedkunstnere. Herudover suppleres den faste undervisning af en række gæsteundervisere fra ind- og udland. Halvdelen af studietiden foregår i undervisningslokalerne. Den anden halvdel er dedikeret til atelier- og projektarbejde herunder udstillingsprojekter. Ved opstart får de studerende tildelt hver sin ataliérplads, som de frit kan benytte 24 timer i døgnet.

Atalier-rum på Det Fynske Kunstakademi

Atalier-rum på Det Fynske Kunstakademi, dec. 2014

Jeg fik i min studietid på akademiet mulighed for at arbejde med forskellige billedkunstneriske medier, afprøve teknikker, eksperimentere og gå i dybden. Da jeg kom ud på den anden side, så vidste jeg, at jeg var kunstner. – Dan Jensen, dimittend fra Det Fynske Kunstakademi.

Det Fynske Kunstakademi samarbejder med en lang række kunst- og kulturinstitutioner i ind- og udland bl.a. gennem uddannelsesprogrammet Erasmus Plus og den europæiske sammenslutning af kunstinstitutter ELIA. KUNO-samarbejdet, der udgør rygraden af DFK’s internationale fokus, er et nordisk-baltisk netværk af kunstuddannelsesinstitutioner, hvor både studerende og undervisere kan rykke over landegrænser og facilitere udveksling af viden og perspektiver, såvel som muligheden for at udarbejde fælles projekter.

Akademiet sender løbende egne studerende på udvekslingsophold ved partnerakademier rundt omkring i verden, og modtager samtidig internationale studerende på gæsteophold, hvilket bidrager til et positivt og dynamisk studiemiljø – Marlene Bregndahl, Kommunikations- og udvekslingskoordinator, DFK

Akademiet vægter ligeledes sin lokale forankring, og involverer sig jævnligt i samarbejder med lokale institutioner og aktører på tværs af fagområder. Derudover afholder de studerende årligt en række offentlige udstillinger og ferniseringer, hvoraf Afgangsudstillingen på Brandts 13 er den største. Mindre udstillingsprojekter, produceret, arrangeret og afviklet af de studerende kan jævnligt opleves i skolens projektrum FAA Project Room. Vil du vide hvornår det næste arrangement afholdes kan du holde dig opdateret her.

DFK har gennem tiden været incubator for adskillige kunstnere, der præger både den danske og den internationale kunst scene, så som: Lucy Love, MØ, Peter Martensen, Kim Richard Adler Mejdahl (Kim Kim), Koh-i-Noor, Currently Fictional, Tue Greenfort, Lasse Lau, Gudrun Hasle, Lise Harlev, Pernille Kapper Williams, Lasse Schmidt Hansen, Nanna Debois Buhl, Solhorn og Ditte Gantriis for at nævne nogle få.

Læs mere om akademiets historiske baggrund

Tilmeld nyhedsbrev

Brandts Klædefabrik

Brandts Passage 8
5000 Odense
Denmark

kontakt@brandtsklaedefabrik.dk