Forsiden Kultur MEDIEMUSEET

MEDIEMUSEET

Se åbningstider og kontaktinformation

På 3. sal i den samme gamle industribygning, der huser Brandts Museum for Kunst og Visuel Kultur og Det Fynske Kunstakademi, ligger Mediemuseet. Museet specialiserer sig i trykte og elektroniske mediers historie i Danmark, og tilbyder en levende indsigt i mediernes samfundsmæssige rolle. Hvert år bevæger omkring 30.000 besøgende sig gennem museets udstillinger.

Mediemuseet tilbyder to basis udstillinger, såvel som særudstillinger, arbejdende værksteder og et specialbibliotek med 10.000+ bind, og mulighed for at låne værker med hjem. De to basisudstillinger er Magtens medier – Mediernes magt, og det interaktive medie-værksted MedieMixeren.

Magtens medier – Mediernes magt, viser forholdet mellem medier og magt i et historisk perspektiv, fra kirke- og kongemagt til demokratiets ytringsfrihed:

Vi kigger på de magtforhold som er – og altid har været – mellem afsender og modtager. Titlen ‘Magtens medier – Mediernes magt’ fortæller om den grundpræmis, vi har bygget udstillingen op omkring. Nemlig, at Magten altid har haft adgang til medierne: Fra Lars Løkke Rasmussen i dag, til Harald Blåtand i 980. Det er den ypperste magt i samfundet, der sender befolkningen en besked. Omvendt så har medierne en stor magt i sig selv. De giver os de oplysninger vi har brug for, men de er filtreret gennem mediets egne folk, som for eksempel journalister og redaktører. Derfor er medierne i sig selv en magtfaktor. Det er i høj grad også dem, der præger vores opfattelse af hvordan verden ser ud. Magthavere og medier kæmper om at sætte dagsordenen – Flemming Steen Nielsen, Museumsinspektør ved Mediemuseet.

Mediemuseet billede fra Flemming Steen Nielsen nutid - Redigeret til hjemmeside

Udstillingen, Magtens Medier – Mediernes Magt

På udstillingen starter man med vor tids reality-tv, med fokus på elektroniske medier, og arbejder sig bagud mod Jellingestenen, gengivet i 3D. Dette giver en unik mulighed for at starte med et komplekst moderne mediebillede, og langsomt arbejde sig hen imod – eller rettere tilbage til mediebrug i den enkleste forstand. Når du følger udstillingen, kommer du gennem tre tematiske perioder i dansk historie: Nye tider og nye medier 2012-1920. Massemediernes gennembrud 1920-1850 og Kirkemagt-kongemagt 1850-980. Til at guide dig igennem udstillingen er der indarbejdet en tidslinje, så du altid ved, hvor du er i historien. Det er muligt at låne en tablet ved indgangen til udstillingen, og der er interaktive skærme, der kan tilbyde mere information såvel som klip fra diverse radio eller tv-udsendelser. Udstillingen tilbyder en både samtidsrelevant og historisk indgangsvinkel til mediers betydning i vores samfund, men også – for mange – et gensyn med noget af barndommens mest elskede underholdning, eller gensyn med andet, der havde fortabt sig i glemslens tåger.

Når du går i gennem udstillingens lokaler, vil du også møde et antal maskiner, der har tilhørt de forskellige håndværk. Desuden kan man i Mediemuseets bibliotek se den 23 tons tunge rotationspresse, som har trykt Flensborg Avis fra 1914 til 1986, og hver tirsdag kl. 11 startes pressen op igen, til glæde for besøgende.  I udstillingen finder du de arbejdende værksteder, der tre gange om ugen er bemandet. Her kan du møde papirmageren, hånd- og maskinsætteren, trykkeren og bogbinderen, og se et gammelt håndværk udfolde sig foran dig.

Museet er et besøg værd for alle over småbørnsalderen, men udstillingen MedieMixeren henvender sig især til de 14-24 årige.

Mediemixeren

Mediemixeren

MedieMixeren er et interaktivt medieværksted, der giver en mulighed for at opleve hvilke elementer, der indgår i moderne medieproduktion. Det kan være aktiviteter, hvor den besøgende ender i hovedrollen; som reporter, der står foran Amalienborg eller gæsten, der bliver interviewet af Jes Dorph-Petersen, eller noget helt tredje. Når man har lavet sine optagelser, kan man redigere dem på flere forskellige måder, og ‘mixe og matche’ medier. Det endelige resultat er tilgængeligt på mediemixeren.dk, og så kan det selvfølgelig også deles på Facebook.

MedieMixeren har også tilknyttet et Mediatek, hvor man kan se klip fra radio, tv og reklamer fra den seneste periode i museets første udstilling, fra 1920 og frem. Desuden kan man i museets biograf også se dokumentarfilm om mediepolitiske problemstillinger. Dokumentarerne skifter løbende, og for mere information om hvad der kører lige nu, kan I se nærmere på Mediemuseets hjemmeside.

Museet tilbyder også undervisningsforløb, målrettet til folkeskolens ældste klassetrin og ungdomsuddannelser. Men, museet kan også imødekomme videregående uddannelser, og indskolingens klassetrin tilbydes et forløb kaldet ‘Bogens historie’. Hvert år bevæger nogle hundrede elever af forskellig alder sig gennem Mediemuseets tilbud, som led i deres skolegang.

Som tidligere nævnt benytter Mediemuseet sig også af særudstillinger, der inddrages alt efter hvad der rør sig i mediebilledet eller samfundets debatter: Tidligere har der været en udstilling om logodesign og visualitet i heavy metal, kaldet ’Marks of Metal’; en udstilling om ølreklamer gennem tiden; samt en højt debatteret udstilling om japansk manga, i relation til Socialdemokraternes forslag om, at forbyde tegnet børnepornografi i Danmark. Du kan finde mere information om forskellige særudstillinger på Mediemuseets hjemmeside.

Læs mere om museets historske baggrund

Tilmeld nyhedsbrev

Brandts Klædefabrik

Brandts Passage 8
5000 Odense
Denmark

kontakt@brandtsklaedefabrik.dk