Limeren Tinus

Egon Jensen var en af de unge vævere, der i begyndelsen af halvtredserne blev antaget på Brandts Klædefabrik, hvor sjove oplevelser og originaler var hverdagskost. I det følgende beretter Egon om originalen »Tinus«, som var limer på Brandts Klædefabrik. Ham måtte de andre vævere holde lidt ekstra øje med fra tid til anden:

Når kædeskæren havde bommet en ny kæde, skulle denne limes for at forhindre garnet i at lodde op eller blive slidt op under vævningen. Sådan en kæde gik igennem et limbad, bestående af kogende vand og kartoffelmel. Derefter igennem en tørreovn og over på en ny bom. Så var kæden ellers klar til væveren til andrejning og vævning.

Da vor løn (akkord) var meget afhængig af kvaliteten af limningen, så gik vi tit ned til limeren »Tinus«. Dels for at se kæden, dels for at se, om han nu ikke havde fået for mange øller. Så kunne der let komme for stor spænding på kæden – med trådbrud til følge.

Skulle vi bruge kæden om formiddagen, gik det nok, men hen over middag kunne en pæn »brandert« meget let forekomme. Så kunne den næste halve snes dage, sådan en kæde kunne vare, godt være et mareridt – med et urimeligt nedslag i lønnen.  

Det tjener dog lidt til limerens undskyldning, at både lugt og varme kunne være ubehagelig. Der var jo hverken ventilation eller udsugning, så lidt smørelse har jo nok været nødvendig – dog måske nok i lidt mindre mængder!

Kilde: “Brandts Klædefabrik”, Brandt-arbejdernes Historiske forening, 1993