Forsiden Om os Brandts Klædefabrik – En oase midt i byen

Brandts Klædefabrik – En oase midt i byen

Forbi de blå bannere og ind gennem porten til en oase med biografer, museer, musikhus, diskotek, eksklusive butikker, hyggelige cafeer og spisehuse og mennesker, der slapper af, køber ind og fordyber sig.oase1

De blå bannere, der blafrer på hver sin side af porten til Brandts Klædefabrik, Vestergade 73, fortæller, at derinde er der en afslappet atmosfære.
Man aner cafémiljøet, Keld Moseholm-skulpturen ”Kejserens Nye Klæder” midt et blomsterflor – og mennesker på vej.
Det er porten til et helt andet pulserende bymiljø end det, man kommer fra. En oase midt i Odense.

Der hygges og sludres på det blomstrende, solbeskinnede cafétorv, nysgerrigt går vi videre gennem endnu en lille port til Passagen, der forbinder den travle storby med Amfipladsen.
Uden stress og jag.

De blå bannere byder velkommen til en arkitektonisk perle i en gammel nedlagt fabrik. Her mødes nutid og fortid.
oase2Her går det supermoderne hånd i hånd med nostalgien i et mekka af kultur, eksklusiv livsstils- og modeshopping – og ikke mindst et varieret udbud af kulinariske mødesteder, der byder på alt fra eksotiske specialiteter, traditionel og mere avanceret cafémad til det traditionsrige danske smørrebrød og gastronomi på højere plan.

For det yngre publikum er der desuden et populært aften- og natdiskotek. Så der er noget at gå efter for alle interesser og aldersgrupper.
For enden af Passagen ligger Amfipladsen med sin friluftsscene, der hver sommer siden 1978 har trukket titusinder til attraktive film og koncerter.
Her møder vi en atmosfære, der på en skøn forårs- eller sommerdag, er en lise for sjælen.

Her er stemningsfulde ”pariser-caféer” med populære udeserveringer, biografer med smalle kvalitetsfilm for enden af hovedfløjen, der huser Det Fynske Kunstakademi og en designermøbelbutik – samt ikke mindst ”Brandts Museum for Kunst & Visuel Kultur”, der er Danmarks første museum af sin art. Her samles mennesker fra hele verden dagligt – året rundt.
Med en samling på over 15.000 klassiske værker, præsenterer museet ti årlige udstillinger af ny og klassisk kunst side om side med nutidens populære billeder. Også her ser vi klædefabrikkens blå tråd, der smukt forbinder fortid og nutid.

oase4Nysgerrigt slentrer vi videre, tager hjørnet om Magasin-bygningens Collage Art og Studenterhuset, der trækker studerende til byen, og videre ind til Farvergården, hvor Peter Brandes høje keramiske facade-skulptur byder velkommen til den farverige plads med plads til familieaktiviteter, leg og finurlige indfald.
Et særligt imødekommende miljø med vægkunst, kulørte lamper, frodige fyrretræer, mobile tømmerstabler, forvokset bord med stole, som børnene skal afprøve.

Her i Farvergården er indgangen til musikteatret Magasinet og bagerst det kreative kraftcenter Kulturmaskinen indrettet i fire etager i frøfamilien L. Dæhnfeldts gamle hovedsæde, der arkitektonisk elegant er tilføjet et moderne trappetårn.
I ”Maskinen” finder vi værksteder med mediegrafik, ler, smykker og tekstil. Nederst er der en café og en sal til koncerter, musik, foredrag, comedy og meget andet.
Oppe på tredje, hvor der er hængt vasketøj hen over gårdspladsen, residerer Tidens Samling med sine skiftende udstillinger og en permanent, med otte stuer, der med sit originale interiør fortæller om danskerens hverdag fra 1900 til 1980erne.

oase3Nede igen, ud og til højre, er vi ved at være tilbage, hvor vi begyndte – i Passagen i hjertet af Brandts.

Forbi Moseholms runde kejser, der stadig vender og drejer sig foran troldspejlet og ud gennem porten til de blå bannere, der blafrer i historiens vingesus.
Helt tilbage 1750’erne vajede der en blå vadmels-flagdug foran præcist den samme Vestergade-adresse, midt i aristokraternes Odense.
Den blå flagdug foran bindingsværksbygningen fortalte dengang, at her bor en faguddannet farver, der hjælper almuen med at færdiggøre hjemmegjorte klæder.
Dér finder vi igen den blå historiske tråd, der forbinder den oprindelige klædefabrik for cirka 270 år siden til dén, vi kender i dag.

På gensyn i Brandts Klædefabrik anno 2016.

Af John Borgkilde, journalist

Tilmeld nyhedsbrev

Brandts Klædefabrik

Brandts Passage 8
5000 Odense
Denmark

kontakt@brandtsklaedefabrik.dk