Forsiden NyhederSMUK Sommerkoncert på Amfiscenen
jul
08
2017

SMUK Sommerkoncert på Amfiscenen

Når SMUK – Slesvigske Musikkorps – går på Amfiscenen tirsdag den 11. juli 2017 kl. 16.00 og giver gratis-koncert, kan publikum forvente masser af humør og god musik, der ligger langt ud over traditionel marchmusik. 

Glæd dig til, at SMUK blæser liv i Odense midtby. Den står nemlig på gedigen underholdning, der er alt andet end marcher, kommandoer og geledder. Forsvarets Musikalske Ambassadører er indbegrebet af en lang række traditioner, men støvet er for længst børstet af uniformerne. SMUK stiller i Odense med et program, der spænder over otte årtiers musik.

Koncerten er del af en mini-turné rundt i sommerlandet, oplyser orkesterchef Rasmus Frandsen.

– Hvert år er der over 7000 publikummer, der oplever vores nytårskoncerter i januar måned. Vi har længe talt om, at det også kunne være sjovt at lave sommerkoncerter rundt i Danmark. Det har vi mulighed for i år, og derfor besøger vi blandt andet Odense, siger han.

SMUK – Slesvigske Musikkorps er et af Forsvarets tre fuldtidsprofessionelle musikkorps. Det har base i Slesvigske Musikkorps i Haderslev. Korpset spiller årligt over 120 forskellige parader, koncerter og arrangementer.

– Musikkorpset har en helt unik musikalsk spændvidde og mestrer alt fra Mozart til Madonna, og naturligvis også marchmusik, siger Rasmus Frandsen og tilføjer, at netop SMUKs musikalske alsidighed er noget af det, publikum kan se frem til at opleve til koncerten på Amfiscenen.

– Og oftest er det sådan, at folk, der måske ikke lige kender SMUK, bliver taget med storm, når de oplever orkesteret. De kan glæde sig til kombinationen af musikalsk sommerstemning, sol og SMUK musik, lover orkesterchefen.

Seneste nyheder

Alle nyheder

Tilmeld nyhedsbrev

Brandts Klædefabrik

Brandts Passage 8
5000 Odense
Denmark

kontakt@brandtsklaedefabrik.dk