Stige Peter og Bolsjeposen

I årene efter den sidste krig var der på væverriet i Brandts Klædefabrik et stort skel mellem de ansatte: Der var de gamle, enten af alder eller anciennitet, og så var der de nyankommne unge i tyverne. Dels fordi man under krigens år ikke tog flere folk ind i væveriet, og dels fordi en del yngre vævere flyttede arbejdsplads i krigens første år grundet konkurrerende lønninger hos bl.a. Odense Textilfabrik.

Egon Jensen var en af de unge vævere, der i begyndelsen af halvtredserne blev antaget på Brandts Klædefabrik. Han mærkede selv generationsforskellen i det daglige arbejde  på væveriet. Sjove oplevelser og originaler var der nok af på Brandts Klædefabrik. I det følgende beretter Egon om originalen »Stige Peter«, der skilte sig ud fra mængden blandt de unge vævere:

»Stige Peter« kom til Brandts Klædefabrik i 1922 efter endt uddannelse på sin fars lille væveri i Stige, 27 år gammel. Han havde erhvervet sig en lille købmandsforretning hjemme, og den passede konen i det daglige. Han var altså ikke flov i pengepungen som mange af vi andre.

Han var en meget dygtig væver, men også til andre ting var han oppe på mærkerne. Han var nemlig meget økonomisk og havde en lys Albani med hjemmefra hver anden dag. Han hældte denne gudedrik over på to flasker, så der var lige meget i hver. Derefter fyldte han dem op med postevand – ergo, havde han »øl« til maden i to dage!

Det kunne jeg sagtens goutere, for jeg skulle ikke nyde noget. Men så havde han altså også bolsjer med, og det var straks mere fristende. En gang, da Peter skulle på »das«, så jeg mit snit til at kigge i bolsjeposen, som lå i vinduet. (Vi på Brandt gemte aldrig noget for hinanden). Desværre var posen groet sammen, så jeg ikke kunne fiske – uden at blive opdaget.  

Næste dag gjorde jeg igen et forsøg, for han havde naturligvis ikke budt mig noget bolsje. Det ville heller ikke gå for mig denne gang. Posen var igen klistret sammen, og så gik det op for mig, hvad der var galt!

Han tog et bolsje i munden og suttede på det et øjeblik. Når man så kiggede ud af vinduet, blev det lagt tilbage i posen – ligeså fedtet det var. Så var posen samtidig låst! (Carl Simonsen har senere fortalt mig, hvordan de alle holdt øje med mig, og selvfølgelig fik sig et billigt grin).

Jeg var godt nok flov over det. Peter fik det ikke at vide, men på den måde lagde Peter krone ved siden af krone og kunne sagtens klare sig for sin løn. Jo, der var noget at lære!

»Stige Peter« var et dejligt menneske, der ikke var noget ondt i, men penge fik han ud af det hele, og opfordringer til at leve efter evne og pengepung har han givet mig adskillige gange. Han levede for at arbejde – jeg arbejde for at leve!

Kilde: “Brandts Klædefabrik”, Brandt-arbejdernes Historiske forening, 1993