Forsiden Throwback Thursday

Throwback Thursday

Arbejderbørn på Brandts Klædefabrik og Brandts Fabriksskole

I 1872 var 3700 børn på landsplan beskæftiget ved fabriksarbejde – heraf ca. 600 børn under 10 år. Børnene udgjorde på daværende tidspunkt dermed 10% af den samlede arbejdsstyrke i Danmark.

På denne tid var det meget normalt, at børn fra de fattigste familier var i arbejde. Som regel havde børnene en arbejdstid på 4-6 timer ud over den almindelige skoletid. Især arbejde i industrien var foretrukken, da der blev betalt en god løn og arbejdet var indendørs. I industrien benyttede især tre erhverv sig af børns arbejdskraft; nemlig tobaksindustrien, tændstiksindustrien og tekstilindustrien.

Flere diskuterede hvorvidt børnearbejde hørte til i industrien eller ej. På den ene side havde fabrikkerne en økonomisk fordel i den billige arbejdskraft, hvilket også var medvirkende til den industrielle blomstring, som vi så op igennem 1800-tallet. Samtidig havde de fattige familier med store børneflokke ofte brug for den ekstra skilling, som børnene kunne hente gennem arbejde fra en tidlig alder. Derudover herskede der i tiden en idé om, at en velopdragen arbejdskraft var en fordel for ikke blot industrien, men også for arbejderen selv og for samfundet som helhed. På den anden side stod flere læger frem og påviste de sundhedsmæssige konsekvenser af børnenes arbejde på fabrikker, hvor uren luft og farligt arbejde var en del af hverdagen.

Som resultat af denne debat, offentliggjordes den første fabrikslov i 1873, som dikterede, at børn under 10 år ikke længere måtte udføre fabriksarbejde, og at børn mellem 10 og 14 år ikke måtte arbejde mere end seks timer dagligt. Mens fabriksejerne generelt mente, at loven var for stram, mente andre stadig, at loven ikke var vidtgående nok.

På Brandts Klædefabrik udgjorde børn i gennemsnit ca. 1/5 af fabrikkens arbejdsstyrke mellem 1890 og 1900. De fleste børn arbejdede i spinderiet, og ca. halvt så mange var ansat i væveriet. Alle børn på Brandts Klædefabrik var ifølge personaleregistrene drenge – måske fordi man mente, at arbejdet var for fysisk hårdt for piger. Drengene var dengang ansat for en løn på to kroner om ugen – det var dengang en flot sum.

”For det beløb kunne min mor gå på torvet og købe en hel forfjerding kalv. Så havde vi kød til hele ugen.” – skriver Carl Hansen, som blot var 10 år, da han startede på Brandts Klædefabrik i 1996.

Fordi børnene ved siden af arbejdet på fabrikken skulle passe deres skole, arbejde børnene på Brandts klædefabrik i to-holds-drift enten på et formiddagshold eller et eftermiddagshold. Da der imidlertid i 1901 blev vedtaget en ny, revideret fabrikslov, som dikterede, at fabriksarbejde ikke længere var tilladt for børn under 12 år, skabte det en mindre hovedpine for Brandts Klædefabrik, idet kommuneskolerne i Odense havde alle børn fra 12 år gående i formiddagsklasser. Det blev derfor besværliggjort for fabrikken, at skaffe arbejdskraft til formiddagsholdene.

Brandts Klædefabrik måtte skride til et skolemæssigt initiativ, og åbnede den 1. februar 1902 Brandts Fabriksskole for drenge på adressen Klingenberg 16. Den selvstændige, private skole skulle være et tilbud til drenge over 12 år i Kommuneskolerne, som skulle undervises om eftermiddagen, med det formål at sikre formiddagsarbejdet på fabrikken.

Oprettelsen af skolen fik en del kritik. Først og fremmest blev det kritiseret, at Brandts Klædefabrik fortsat valgte at beskæftige børn, når arbejdsløsheden i forvejen var stor blandt voksne mænd og kvinder. Desuden blev der sat spørgsmålstegn ved, hvorvidt undervisningen på den nye fabriksskole kunne måle sig med undervisningen på kommuneskolerne – også i betragtning af at børnene ”berøvedes” en times undervisning i kontrast til det kommunale tilbud.

”Børnene trænger ikke til kortere skoletid end før, men til længere, børnene trænger ikke til dårligere undervisning, men til bedre, og børnene trænger ikke til mere fabriksarbejde, men til mere hvile,” skriver Fyns-Socialdemokrat den 16. januar 1902.

I 1913 gennemførtes en ændring i fabriksloven, som afskaffede børnearbejde for børn under 14 år. Hermed forsvandt grundlaget for Brandts Fabriksskole, som blev nedlagt samme år.

Brandts Klædefabrik holdt som så mange andre fabrikker fast i beskæftigelsen af børnearbejdere så længe, det var muligt. Årsagerne var, som tidligere nævnt, primært den økonomiske fordel, som fabrikken opnåede, og ligeledes ønsket om en ’velopdraget’ arbejdsstyrke – mange af de arbejdere, der blev ansat allerede som børn, valgte også ofte at blive på fabrikken som voksne. To nåede endda gennem tiden at fejre 60 års jubilæum i Brandts Klædefabrik. Mange års ansættelse kan næsten naturligt afføde en familie- og loyalitetsfølelse blandt arbejderne, hvilket kan være med til at forklare udfordringen i at få Brandts-arbejderne organiseret – man var vel godt opdraget!

Kilde: “Brandts Klædefabrik”, Brandt-arbejdernes Historiske forening, 1993


En Brandt-arbejder under krigen

Ejgil Andersen startede i lære som møbelsnedker og var udlært i forsommeren 1939. Han arbejdede der et par måneder, men blev så desværre fyret og måtte se sig om efter nyt arbejde.

”Det var fan’me koldt den vinter! Vi stod i lange rækker udenfor Asylgade. Vi skulle ned i en kælder og have vores stempel – og det var hver dag. Vi var i hvert fald 250 arbejdsløse snedkere dengang, som stod på række der hver dag.”

Efter et par år med forskelligt arbejde, dog uden fast job, skete der endelig noget. Ejgils onkel, Valdemar, arbejdede et sted ved navn Brandts Klædefabrik. Han var spinder og sørgede for, at Ejgil kunne få et arbejde på fabrikken. Han startede i februar 1941 – d. 21. helt nøjagtigt.

”Der var en af de andre, jeg ikke kunne lade være med at drille lidt. Vi var nede i gården efter et eller andet, og så kom der en flyvemaskine – rigtig højt oppe. Så sagde jeg til ham: Det er en englænder! – Så blev han helt hysterisk, for der kunne da ikke komme engelske flyvere helt deroppe. Det kunne de overhovedet ikke dengang. Tyskerne havde jo herredømmet i luften – og det hele. Jeg skulle bare have lidt skæg med ham.”

Klædefabrikken havde et fabriksværn/luftværn. Det skulle alle fabrikker have dengang, forklarede Ejgil. Rundt på lofterne stod der tønder, olietønder med vand og så nogle svabere, som de kaldte dem. Det var nogle, de selv havde lavet af spindesnore. De var bundet op på et kosteskaft, så man kunne dyppe dem i vandet og piske med dem, hvis der faldt en brandbombe.

Ejgil forklarede, hvordan Brandts Klædefabrik fik syet kakifarvet tøj til dem. De havde også hjelme, men brugte nærmest kun udstyret til øvelserne.

”Hvis der faldt en bombe, skulle vi afbryde strømmen og lukke for vandledninger og den slags. Hvis murene var ved at vælte, skulle de stives af. Og hvis der var sårede, skulle vi kunne hente dem ned gennem etagerne – uden at der var trapper. Altså hejse dem ned. Det blev vi øvet i, og det var jævnligt, at vi havde øvelser og skulle prøve det der.”

Kilde: “Brandts Klædefabrik”, Brandt-arbejdernes Historiske forening, 1993


Brandt-familier

Igennem tiden har de ansatte ved Brandts Klædefabrik ikke været udvalgt tilfældigt. Tværtimod blev flere generationer af samme familier gerne ansat på Brandts Klædefabrik, og disse familier er kendt som Brandt-familier. Især i starten af 1900-tallet var Brandt-familier normalen – dette skyldes, at familimedlemmer, der blev anbefalet af medarbejdere oftes blev anset som værende pålidelige medarbejdere. Især i 1930’erne hvor udbudet af medarbejdere var stort, var man påpasselig med hvem man ansatte, og Brandts-familierne var en sikkerhed for at få ordentlige medarbejdere ind.

Brandt-familien Pedersen

Doris Pedersens familie er netop et eksempel på en Brandt-familie. I bogen Brandts Klædefabrik beskriver hun, hvordan hendes familie var en del af Brandts Klædefabrik. Hun fortæller blandt andet, at hun selv arbejdede på Brandts Klædefabrik i 1940’erne, og at både hendes mor, far og onkel arbejdede på Brandts Klædefabrik. Nedenstående fortælling er Doris Pedersens egen beretning om livet som Brandt-familie:

“Min far begyndte på Brandts Klædefabrik den 8. april 1913. Først som karterenser, men kom hurtigt i fyrrummet. Tog certifikat og blev kedel- og maskinpasser. Far skulle være der tidlig om morgenen, så der kunne være varme og strøm, når arbejdet startede. Det var far, der skulle trække i fabriksfløjten ved arbejdets begyndelse og ved fyraften. Den kunne høres langt omkring, og så vidste folk, hvad klokken var, for det var meget præcist hver dag. Jeg mindes, at i hele min barndom og ungdom var vores hverdag Brandt. Hver aften gik far i seng klokken ni, så vores familie vidste, at de ikke skulle besøge os en hverdag. Om vinteren skulle far på arbejde søndag formiddag, da fyret ikke kunne passe sig selv fra lørdag til mandag.
Min far og mor, som også arbejdede på fabrikken, traf hinanden der og blev så gift. I bryllupsgave fik de en flot stueklokke med sølvplade fra arbejderne i spinderiet. Den hænger i dag hos min niece i Kerteminde. Min mor holdt ret hurtigt op på fabrikken, da der kom børn. Vi var fem søskende, og jeg kan ikke mindes, vi har manglet noget som børn. […] At få lov til at hente min far efter fyraften, var en stor fornøjelse. Så stod vi i Pantheonsgade, hvor vi kunne hæve os op i rækværket og se gennem åbningerne foroven. Nu kom far ned fra kedelrummet for at låse porten op. Det blev den fem minutter i halv seks – også på minuttet! […] Den eneste dag vi ikke måtte hente far, var på lønningsdagen. Da var der mange, der blev hentet, for det var ikke alle der kunne bære lønnen hjem. Min far havde altid nogle penge i pungen, før han fik sin løn. Jeg husker også, at min mor fik en pels. Men den måtte hun ikke have på, når hun viste sig på fabrikken. En fyrbøders kone kunne ikke tillade sig at gå i pels. En anden ting jeg mindes, var, når far kom hjem i middagspausen. Jeg stod tit på gadehjørnet og modtog ham, så kunne jeg få en køretur på cykelstangen de sidste 30 meter.”

Som mange andre Brandt-familier var flere familiemedlemmer af familien Pedersen ansat i Brandts Klædefabrik, og derfor var det ikke underligt, at omdrejningspunktet i hverdagen var Brandts Klædefabrik.

Kilde: “Brandts Klædefabrik”, Brandt-arbejdernes Historiske forening, 1993


Farvergården?

Da Kulturmaskinen blev bygget i 2009, døbte man i samme ombæring pladsen i gården ”Farvergården”. Den blev således opkaldt efter det gamle farveri i de tilstødende bygninger.

Man kunne fristes til at tro at gården blev brug til tørring af det tøj der dengang blev farvet på farveriet og derfor navnet farvergården, men dette er ikke korrekt. Det fremgår nemlig af både matrikelkort og fotos, at området ikke var en del af Brandts Klædefabrik, men hørte til ejendomme ud mod Pantheonsgade og Vestergade.

En ”farvergård” var i gamle dage ikke en gårdsplads, men en bygning, hvor farveren og hans familie drev deres virksomhed. I Brandts Klædefabriks tilfælde var farveriet ikke en selvstændig virksomhed, men en del af fabrikken og hed derfor netop ikke en farvergård, men et farveri. Navnet ”Farvergården” kom derfor først til i nyere tid.

Hele indfarvnings- og tørringsprocessen foregik i klædefabrikkens tid i selve farveribygningen – derfor de karakteristiske dampskorstene. Farveriet var færdigbygget i 1933

Hvis man vil se en rigtig farvergård i Odense, kan man f.eks. gå en tur omkring Overgade 45-47, der i 1700- og 1800-årene var hjem – og virksomhed – for flere generationer af farvere.
Brandts Klædefabrik selv udviklede sig i øvrigt også fra en farvergård, der lå på Vestergade 73, hvor Café Cuckoo’s Nest nu ligger.


En levende byggeplads

Ombygningen af Brandts Klædefabrik blev indledt i 1982 og strakte sig til udgangen af 1986.

Som billedet nedenfor viser af tidsdispositionen, blev der opereret med et grund- og fællesandlæg samt bygningsarbejder i både område A og B. Det arbejde, der skete i forbindelse med grund- og fællesanlæggene, omfattede alt det udvendige arbejde på bygninger samt have og parkeringsanlæg.

Bygningsarbejder var desuden delt op i basisinstallationer og færdiggørelsesarbejde. Basisinstallationer omfattede etableringen af adgangsforhold, skilte, vægge, hulhugninger, elevatorskakte, fjernelse af alle installationer og bygningsdele der ikke skulle genanvendes samt etabling af klargørelse for nye installationer.
Bygningssarbejderne der stod for færdiggørelsesarbejdet færdiggjorde al bygningsarbejdet bl.a. installationer som blev klargjort til aflevering og derfor kunne de tages i brug i henhold til tidsplanen.

Under den store ombygning var der rift om de mange urenoverede lokaler og de udenomliggende arealer omkring amfiscenen, som primært var til offentligt brug.
Der blev afviklet kunstudstillinger, musikarrangementer, karnevaller og meget andet. Det har alt sammen været elementer og indslag, der har medvirket til, at Brandts Klædefabrik ikke blot var en byggeplads, men også samlingssted for tusindvis af mennesker i de 5 år som ombygningsarbejdet stod på.

Kilder: ‘Fra Klædefabrik til Kulturfabrik’, 1987. ‘Brandts Klædefabrik et center for handel og kultur midt i Odense City’, 1983. 


Livet efter lukningen af Brandts Klædefabrik

Efter lukningen af Brandts Klædefabrik i 1977 skulle der findes nye formål med bygningerne. Med udgangspunkt i succeshistorier om ombygninger af tidligere fabrikker, lagre, spinderier mv. fra både Europa og USA begyndte arbejdet med at udvikle en plan for genanvendelsen af Brandts Klædefabriks bygninger.

Magistratens 4. afdeling med Robert Dalskov Andersen i spidsen hyrede arkitekten Kristian Isager, som udarbejdede to mulige genanvendelsesmuligheder for bygningerne i Brandts Klædefabrik. Første mulighed gik på, at arealet blev fordelt ligeligt mellem offentlige og private formål. Anden mulighed gik dog på, at 1/3 af arealet blev brugt til private formål, hvorimod 2/3 blev brugt til offentlige formål. Ud af de to genanvendelsesmuligheder faldt valget på mulighed et.

På baggrund af genanvendelsesmulighed et, udarbejdede arkitektfirmaet Jørgen Stærmose K/S et bygningsdelsoversigt, hvor omkostningerne af ombygningen blev opgjort. Såfremt den ‘skrabet udførsel’ blev valgt ville det forløbe sig i DKK 48.850.000, hvorimod den ‘bedste udførsel’ ville forløbe sig i DKK 56.250.000. Byrådet besluttede efterfølgende, at den skrabet udførsel skulle realiseres.

Efter valget af genanvendelsesmulighed et, købte Keld Droob og John Hansen Brandts Klædefabrik i 1981. Dog indgik de en aftale med kommunen, hvori kommunen fik en lejeaftale med køberet af de bygninger, der ifølge genanvendelsesmulighed et skulle bruges til offentlige formål.

Efter købet af Brandts Klædefabrik fik køberne, Keld Droob og John Hansen, udarbejdet et udlejningshæfte, hvori mulige lejere kunne se mulighederne i de tomme lokaler. Udlejningen blev varetaget af Ejendomsmæglercentret i Odense og nogle af de første lejere af lokalerne i Brandts Klædefabrik var Det Fynske Kunstakademi, Danmarks Grafiske Museum (Mediemusset), Kunsthallen Brandts Klædefabrik og Museet for Fotokunst (begge er i dag en del af Brandts).

leje af lokaler i Brandts

Kilder: ‘Fra Klædefabrik til Kulturfabrik’, 1987. ‘Brandts Klædefabrik et center for handel og kultur midt i Odense City’, 1983.


Lukningen af Brandts Klædefabrik i 1977

Lukningen af Brandts Klædefabrik kom i kølvandet på blandt andet klædefabrikkens eget idégrundlag, eksterne markedskræfter og oliekrisen i 1973.

Klædefabrikker rundt omkring i Europa, inklusiv Brandts Klædefabrik, havde et idégrundlag, som byggede på, at alle processer lige fra behandlingen af den rå uld til salg af det færdige uldprodukt skulle placeres samme sted. Samtidig var der fokus på specialisering, rationaliering og stordrift – Dette idégrundlag krævede stor kapital. Markedet ændrede sig i 1960’erne således, at oversøiske lande kunne producere uldprodukterne billigere end de Europæiske lande grundet sociale forhold. Da modevanen ændrede sig i 1960’erne resulterede det i, at flere klædefabrikker lukkede.

Brandts Klædefabrik overlevede på trods af idégrundlaget og eksterne markedskræfter. I 1973 havde klædefabrikken det bedste år både i forhold til produktion, men også indtjening. Da oliekrisen ramte i 1973 fik Brandts klædefabrik store vanskeligheder med produktionen, hvilket gjorde den urentabel. Dette resulterede i, at Brandts Klædefabrik lukkede i 1977 efter mere end 100 års drift.

Efter lukningen af Brandts Klædefabrik skulle lagrene afvikles, maskinerne sælges og der skulle findes nye formål til bygningerne. Hvis du vil vide mere om, hvad der skete med bygningerne så læs med næste uge.

Kilde: ‘Fra Klædefabrik til Kulturfabrik’, 1987


Passagens tre tunge mænd

På et podium af klinker står kejseren med sin krone og et majestætisk scepter i hånden. Skrædderen løfter et spejl op foran kejseren og ved siden af står en repræsentant for hoffet troligt med foldede hænder.

Inspirationen er naturligvis hentet i H.C. Andersens eventyr om kejseren, der lader sig bedrage af to mænd, der giver sig ud for at være vævere, der kan lave de fineste klæder. Klæderne har den magiske evne, at de er usynlige for mennesker, som er uduelige til deres arbejde. Kejseren er fortvivlet over, at han ikke kan se de dejlige klæder og spiller derfor med på de to mænds bedrageri – lige til den dag, hvor et lille barn på gaden råber, at kejseren går nøgen gennem byen.

Skulpturen ”Kejserens nye klæder”, der pryder krogen i Brandts Passage blev offentliggjort den 6. april 1988, som den første af en række skulpturer, der illustrerer H. C. Andersens eventyr. Det eventyrlige monument er kreeret af den fynske kunstner Keld Moseholm, som især er kendt for sine små tyksakker, der på tværs af monumenter alle er i håbløs kamp med naturlovene og den almindelige overmagt. Det er dertil også sigende, at det i denne skulpturgruppe netop er kejseren, der er skildret, som en af de velkendte tyksakker. Han er i denne situation den lille mand, der kæmper mod sin egen forfængelighed.

Det var Odense Handelstandsforening, der tog initiativ til skulpturens opførelse med det mål, at skaffe sponsorer til området.

Kilde: “Historisk Atlas” – https://historiskatlas.dk/Kejserens_nye_Kl%C3%A6der_(8170)


Sommerudflugter med fabrikken

På den gamle Brandts Klædefabrik blev medarbejderne næsten hvert år inviteret på en sommerudflugt. I 1950’erne havde ledelsen haft en tur til København under overvejelse, men de måtte droppe denne idé, “Bl.a. på Grund af de store Vanskeligheder, der ville være forbundet med så lang en rejse.”, står der skrevet i protokollen i klædefabrikkens samarbejdsudvalg.

I protokollen er der desuden indsat programmet for sommerudflugten i 1954, hvor turen gik til Munkebjerg og Trædballehus. Her var der et nøje tilrettelagt program – næsten time for time.

sommerudflugt

Kilde: “Brandts Klædefabrik”, Brandt-arbejdernes Historiske forening, 1993


Branden på Brandts

Vidste du, at der d. 14. juni 1930 var brand på Brandts Klædefabrik? I naboejendommen i Grønnegade udbrød en voldsom brand, som bragte klædefabrikken i stor fare. Ilden bredte sig til østfløjen af den store fabriksbygning, og hele bygningen stod i flammer. Heldigvis blev meget af branden slukket, og det var kun den antændte fløj, der blev beskadiget.

Selvom den følgende dag var en søndag, lykkedes det gennem et energisk arbejde at få installeret så meget hjælpemaskineri, at branden ikke kom til at påvirke produktionen mandag morgen.

Den brændte bygning blev hurtigt genopført, og den fik endda to nye etager. Det lykkedes også ret hurtigt at indkøbe nye maskiner. Så det, der tegnede til at blive en katastrofe, endte faktisk med at blive en forbedring.

brandts klædefabrik i brand

Foto: Harald Lønborg, Stadsarkivet
Kilde: ”Brandts Klædefabrik, 1869-1944” af Povl Drachmann, 1944


Den ukendte storfabrik i hjertet af Odense

Dengang Brandts Klædefabrik fungerede som fabrik, var der ikke adgang for alle og enhver. Portene var lukkede for uvedkommende, og man kendte faktisk ikke meget til fabrikken som borger i Odense.

I 1969 bragte Fyens Stiftstidende en artikel med overskriften “Den ukendte storfabrik i hjertet af Odense”. Avisen skrev, at byens borgere kun kendte Brandts Klædefabrik fra “det velpolerede messingskilt” på kontorbygningen i Vestergade og havde måske “beundret den kæmpestore kobberskål med blomsterdekorationerne, der anes gennem porten”. I dag er Brandts Klædefabrik et kulturelt kvarter, hvor portene altid er åbne, og der strømmer masser af folk gennem hver dag, enten for at besøge de mange kulturinstitutioner, spisesteder, butikker eller bare for at ose. Og blomsterdekorationerne? De er der såmænd stadig, det er bare blomsterhandleren Allestedlund, der står for dem.

porten i vestergade

indgang til vestergade

Foto: Festskrift, 1944
Kilde: “Brandts Klædefabrik”, Brandt-arbejdernes Historiske forening, 1993


Gymnastik på fabrikken

Vidste du, at der engang blev lavet gymnastik på Brandts Klædefabrik? I 1929 blev gymnastikforeningen T.G.B (Textilarbejdernes Gymnastikforening på Brandt) startet af et par fabriksarbejdere. Sammenholdet på fabrikken blev styrket, og det gjorde formen også.

Gymnastiktræningerne kulminerede i en gymnastikopvisning den 30. marts 1930 i et lokale i Brandts Klædefabrik. Og de fine gymnastikdragter? Dem skulle arbejderne selv betale.

Brandts gymnastikforening

Foto: Privateje (1930), fra bogen Brandts Klædefabrik, Brandt-arbejdernes Historiske forening, 1993


Der lå engang kul i gaderne i Brandts Passage

I dag kigger vi tilbage på, hvordan Brandts Passage så ud i 1944. Da Brandts Klædefabrik fungerede som fabrik, skulle den bruge meget energi til produktionen. Kraftforsyningen var en vigtig funktion ved enhver fabrik, og ved Brandts Klædefabrik havde man erfarne folk ansat ved fyrene. På billedet kan man længere nede ad gaden ane de store bunker af brunkul, som blev brugt i fyrene på fabrikken i en årrække.

I dag er gaden forvandlet til en stemningsfuld shoppinggade med specialbutikker og hyggelige caféer. Man finder ikke længere bunker af brunkul i gaderne, men de velbevarede bygninger og de historiske skorstene, der står tilbage, minder alligevel en om Brandts Klædefabriks virke som fabrik.

Brandts Passage i 1944

Foto: Festskrift, 1944, fra bogen Brandts Klædefabrik, Brandt-arbejdernes Historiske forening, 1993

Brandts Passage 2018

Brandts Passage som den ser ud i dag i 2018


Farvergården – før og nu

I Farvergården finder du i dag bl.a. indgangen til Kulturmaskinen, Tidens Samling, Mageløs Graviditetsscanning og Magasinet. Om sommeren bliver gården forvandlet til et kulturelt frirum med plads til at sidde udenfor og nyde solen, og der findes et hav af aktiviteter og events for både børn og voksne. Også facaderne er smukt dekorerede af kunstværker, og fyrretræerne tilføjer en naturlig ro over gården.

Men vidste du, at i år er det præcis 10 år siden, at gården blev nedlagt som parkeringsplads?
Billedet her er faktisk taget for 20 år siden, hvor gården ikke blev brugt til andet end parkeringsplads. I 2008 blev parkeringspladserne i gården nedlagt, og i 2009 købte Brandts-ejerne, KD-Selskaberne, det åbne område for at skabe det kulturelle og kulørte rum midt i kvarteret, som det er i dag.

Farvergården som den så ud i 1998 Farvergården 2018


Collage Arts begyndelse

Endnu engang dykker vi ned i Brandts Klædefabriks begyndelse til da Collage Art åbnede. Men det vi i dag kender som en spændende specialforretning var originalt udtænkt til noget at være noget helt andet.

Fredag d. 19. oktober 1984 åbnede Collage Art i Brandts Passage 25. Men inden åbningen var der mange ideer på bordet. Faktisk var den originale plan at åbne en restaurant – men det var der allerede rigeligt af ifølge ejeren Lene Højeng-Carlson. Derfor åbnede de i stedet en butik med fokus på kunst i alle sine afskygninger.

Til navnet blev der også gjort en del tanker, men valget faldt i sidste ende på Collage, da det i alt sin enkelthed er et pseudonym på mange små ting og sager samlet på en flade, der tilsammen udgør en helhed.

Collage Arts gamle facade

Siden hen er butikken rykket 30 meter hen ad passagen til hjørnebutikken i Magasin-bygningen, som vi kender det i dag.


Da Jean Paul blev en del af Brandts Klædefabrik

Vi fortsætter i samme spor som de sidste to gange og dykker ned i områdets spæde start.

Fredag d. 3. november 1984 åbnede Jean Paul i Brandts Klædefabrik. ”Vi kan huske de første år, da butikken lå i nummer 21; da gik kunderne på interimistiske brædder, der var lagt ud på passagens byggejord. Vi var virkelig med til fødslen af en ny spændende bydel” erindrer Odense-parret Bente og Poul Erik Laursen bag butikken. Butikken har siden da rykket få meter til nr. 25, men konceptet med Britisk inspireret herretøj har ikke ændret sig.

Dertil har vi fundet et billede fra gemmeren, hvor et af Jean Pauls modehows fra 1990’erne er i fuld gang.

Jean Paul modeshow i 90'erne

 

 

 

 

 

 

 

 


Den første lejer i Brandts Passage

Denne gang kigger vi igen tilbage til 80’erne og det vi i dag kender som Brandts Klædefabriks begyndelse. Birgitte Dyreborg sad i den dengang helt nye cafébiograf og drømte sig til dét sted, hun ville ha’ butik. Kort tid efter besøgte hun et af de tomme lokaler i passagen; ”Da jeg så lokalet i den rå fabrikshal første gang, var jeg ikke i tvivl” husker hun.

Og mandag d. 01. oktober 1984 åbnede hun Vivaldi. Siden da har butikken, med navnet inspireret af den italienske barokkomponist Antonio Vivaldis smukke, afdæmpede musikstykke ’De fire årstider’, været et af de foretrukne steder til inspiration og lækkert tøj for stilfulde kvinder.

Efterfølgende har hun i butikken afholdt diverse modeshows bl.a. året efter i 1985, og her har vi fundet nogle fine billeder frem.

Modeshow i Vivaldi 1985

 

 

 

 

 

 

 

 


Brandts Klædefabriks første lejer 

Lørdag d. 23. juli 1983 åbnede Café biografen og blev dermed Brandts Klædefabriks allerførste lejer.

Det var de dengang nyuddannede Café biografens ene sal i 1983arkitekter Jørgen B. Christensen og Kjeld Knudsen, der stod bag en af Odenses i dag favoritsteder, når det kommer til absolut hygge.

Siden åbningen har stedet gennemgået flere udvidelser. Bl.a. er de gået fra to biografsale til tre, så der i dag er plads til ca. 200 biografgængere, og caféen kan i dag rumme 130 siddende gæster indenfor og 100 udenfor på Amfipladsen.

Men som de to arkitekter siger: ”Den sjæl, vi fik foræret fra de gamle, stemningsfulde, lysfyldte fabrikslokaler med højt til loftet, har vi heldigvis formået at værne om”, og Café biografen står stadig i dag som et charmerende og unikt sted i Odenses byliv.


Den Gule Gård

Brandts Klædefabrik er altid i udvikling, hvilket til tider indebærer forandringer i vores skønne område.

Throwback Thursday skal denne uges vise, at der er sket mange forandringer gennem de seneste 25 år og siden nedenstående billede af Brandts Passage blev taget i 1992.

På billedet ses et ældre fotografi af Den Gule Gård
Dette lille charmerende område er siden da blevet beriget med flere tøjbutikker, caféer, en blomsterbutik og så har en frisørsalon da også fundet vejen frem til Den Gule Gård.

Fotografi af Den Gule Gård i 2018

Nogen gange kan forandringer dog være unødvendige og som det gamle billede, taget i 1992, så fint illusterer, har man gennem de sidste 22 år, kunne gå igennem Brandts Passage og få sig en italiensk smagsoplevelse på restaurant Mona Lisa.


 

Fotoudstilling før og nu

I disse dage kan du på Brandts Museum for Kunst og Visuel Kultur opleve udstillingen ”Hvad kameraet så”, men vidste du, at Brandts engang var tilholdssted for Danmarks første fotomuseum? Da Brandts åbnede i 1987 husede bygningen blandt andet både Kunsthallen Brandts, Mediemuseet og Museet for Fotokunst. Disse selvejende institutioner havde hver deres lokaler og skulle sammen varetage billedkunstens interesser og opfylde den stigende interesse for fotokunsten. I 2005 skiftede selve museet navn til Brandts og først i 2013 blev alle institutionerne slået sammen under én samlet institution.

Ophængning af Mark de Fraeye i 1987

”Hvad kameraet så” præsenterer således en nyophængning af de mange fotografier, som er samlet sammen gennem årene. Læs mere om udstillingen på Brandts.dk


Et retro tilbageblik

Retro spilkonsollerI denne omgang af Throwback Thursday tager vi ind på Mediemuseet i Brandts Klædefabrik. Det Mediearkæologiske Laboratorium har nemlig i vinterferien åbnet dørene op for deres helt eget throwback: Retro Gaming.

Med konsoller og computere som NES, Commodore 64 og Sega Mega Drive bringes du helt tilbage til bl.a. slut 70’erne og ind i det store, retro univers af spilikoner såsom Super Mario, Sonic the Hedgehog og mange flere.

 


 

Single Rock har 20 års jubilæum

I år er det 20 år siden der for første gang blev afholdt Single Rock i Odense. Første gang var på Badstuen og siden hen flyttede arrangementet ned til Kulturmaskinen i Brandts Klædefabrik.
Gennem årene har forskellige bands budt byens danseglade singler op til dans, og ét af de bands, som i mange år var med til at sætte den gode stemning, var Den Kummerlige Trio. Bandet var endda med som hovednavn ved det første arrangement, da de nye lokaler i Kulturmaskinen skulle indvies.
Der bliver stadig afholdt Single Rock den første lørdag i måneden (juni undtaget), men nu hedder det Dance Party – konceptet er dog stadig det samme.

Den Kummerlige Trio

Den Kummerlige Trio på Badstuen til Single Rock


 

Karneval i Odense ala 1984/85

I denne uges omgang Throwback Thursday kigger vi tilbage på varmere og festligere tider i Brandts Klædefabrik – nærmere bestemt Amfipladsen.

Kigger vi ud på Amfipladsen i dag er det en anelse gråt, i modsætning til i 1984 og 1985, hvor pladsen var prydet af fest og farver og masser af mennesker, unge som gamle, når det årlige karneval blev afholdt i Brandts Klædefabrik. Hele pladsen samt Amfiscenen var i brug, når den store gadefest løb af stablen.

Karneval på Amfipladsen i Odense Karneval på Amfiscenen i Odense

Dette tydeliggør blot endnu engang, at Brandts Klædefabrik, herunder Amfipladsen, altid har været og stadig i dag er det oplagte sted til kulturelle, festlige og farverige begivenheder og oplevelser.


 

Da Brandts Klædefabrik i 1977 indstillede produktionen begyndte arbejdet med at afvikle lagrene og sælge maskinerne. De bygninger som ledelsen følte sig særligt knyttet til forsøgte man at få benyttet til andre formål.

Det er dog ikke bare bygninger, der har overlevet til i dag, man kan nemlig også finde et særligt element, der går igen forskellige steder i Brandts Passage: Nemlig de oprindelige håndvaske!

gamle håndvaske Brandts Klædefabrik

Håndvaskene her er fra det gamle omklædningsrum til arbejderne.

I dag kan de altså findes forskellige steder i området omkring Brandts Klædefabrik, bl.a. på toiletterne hos Brandts Museum for Kunst og Visuel kultur og her, på kontoret for foreningen Brandts Klædefabrik. På den måde er en del af historien fra den oprindelige klædefabrik med os i vores dagligdag.

kontorets håndvask

 

 

 

 

 

 

 

 


 

I dag (d. 18/1-2018) er der præcis en måned tilbage af årets sanseudstilling ”Krystalgrotten” på Brandts museum for Kunst og Visuel Kultur. Men vidste du, at sanseudstillingerne langt fra er noget nyt på Brandts museum? Årets sanseudstilling vil faktisk være den 29. i rækken af kreative udstillinger målrettet børn, som udfordrer sanser og fantasi og inviterer til at opleve kunstmuseet – på børnenes præmisser.

Den første sanseudstilling så altså dagens lys tilbage i 1989, hvor titlen var ”Løjerlige fisk”. Her lavede billedkunstneren Ole Bjørn Gundermann installationer og udsmykninger ved trappeopgangen på museet, hvor børn (og voksne) kunne komme på en rejse under havets overflade. Der var bl.a. store tøjfisk, maskiner der kunne hejse fisk op og ned og mulighed for at fiske efter tegninger. Børnene kunne også tage dykkerbriller af pap på, som en del af oplevelsen ned i havets dyb.

Sanseudstilling 1989,3

Sanseudstilling 1989,2

 

 

 

 

 

 

 

 


 

Amfiscenen i Brandts Klædefabrik har gennem efterhånden mange år huset store oplevelser – ikke mindst på det musiske plan!

Pop, rock, jazz og klassisk musik: Det meste har været forbi Amfiscenen. Både dengang og nu skaber den særlige udendørsscene unikke oplevelser, og i 1993 blev selve pladsen omkring Amfiscenen endda udnævnt til det bedst besøgte byrum i Danmark.

Selvom der senere er bygget et lille scenestykke på, er meget stadig ved det gamle på Amfiscenen, hvilket også kan ses på billeder fra dengang og nu:
Her er det f.eks. et amerikansk skoleorkester, der i slut 1980’erne er på besøg og underholder gæster under glastaget på den fine plads.

amfiscene slut 1980'erne orkester

 

 

 

 

Og i 2017, ca. 30 år efter det amerikanske skoleorkester, var Amfiscenen også fuld af liv da Tiptoe Bigband spillede James Bond temaer på Amfiscenen torsdag under Odense Film Festvial 2017.
Hvilket jo gør det selvskrevet til en Throwback Thursday!

Tiptoe big band amfiscenen james bond aften

 

 

 

 

 

 


 

BRANDT-FAMILIERArbejdere på Brandts Klædefabrik

Mange Brandt-arbejdere var medlemmer af en Brandt-familie, dvs. en familie hvor flere familiemedlemmer arbejdede på fabrikken fx en søskende eller en ægtefælle, men også onkler, tanter, fætre, kusiner osv. Det var nemlig normalt, at man anbefalede familiemedlemmer, der gerne ville arbejde på Brandts Klædefabrik.

Disse familier var en fordel for fabrikken, idet man derigennem havde en sikkerhed for, at ens nye rekrutterede medarbejdere var pålidelige og gode. Man havde nemlig sine medarbejderes ord for, at disse nye medarbejdere var ordentlige og arbejdsomme mennesker.

Dette system blev blandt andet ekstra forstærket i 1930’erne, da udbuddet af arbejdskraft var stort på grund af den store arbejdsløshed. For med Brandts-familierne havde man en sikkerhed for, at der ikke kom såkaldte ”uheldige elementer” ind og man kunne derfor være sikker på at opretholde det arbejdsmæssige niveau og tempo.


“Byporten”

Billedet i dagens Throwback Thursday er et gammelt papirbillede hentet i mit private fotoalbum (Cindy, Praktikant hos Brandts Klædefabrik). Det er mig der står der midt i billedet, uden at vide hvilken betydning Brandts vil få for mig eller for Odense.

Den kæmpe skulptur der stod uden for Cafe Biografen blev kaldt ”Byporten”.Byport skulptur

Til højre på billedet ses den ene af de to søjler som stadig står i dag. Det var her en af portene til klædefabrikken var. Hvis man i dag går ud af ”porten”, så står man med næsen mod Nelle’s.

Billedet er fra 1987, hvor områdets forvandling stadig var ny. Samme år udkom bogen ”Fra Klædefabrik til Kulturfabrik”, en bog om fortæller om netop denne forvandling, der har fået stor betydning for mange. Betydning for byen så vel som borgere som mig selv, der ud over billedet kan fortælle historier fra næsten hver del af området.

Har du historier eller billede (der er mere end 10år gamle), vi må dele, så send en mail til kontakt@brandtsklaedefabrik.dk

 


 

TBT – Julefest på Industripalæet

Julefest på Brandts Klædefabrik

Højt fra træets grønne top, Stråler juleglansen” sådan kan det meget vel have lydt, når Brandts Klædefabrik hver jul holdt juletræ på Industripalæet.  En tradition der, sammen med den årlige sommerudflugt, var noget mange af fabrikkens medarbejdere og deres familier så frem til.

Netop til juletræsfesten blev der hvert år opført et julespil, hvor nogle af de ansattes børn optrådte med sang – klædt ud som små nisser. En hyggelig og dejlig tradition som de fleste af fabrikkens arbejdere var glade for at holde i hævd.

Traditionen med at afholde juletræ for de ansattes børn holdt indtil midten af 1950’erne, hvorefter den desværre ophørte.



 

Vidste du, at det i år faktisk er 40 år siden, at Brandts Klædefabrik stoppede som fungerende fabrik? Det gjorde den nemlig d. 31. december 1977, da fabrikken blev udmeldt af Fabrikantforeningen.
Lukningen af Brandts Klædefabrik var dog en langvarig proces, der strakte sig over flere år – faktisk kan man sige at fabrikken langsomt udåndede, da arbejdet blev mindre og mindre. Men den officielle lukningsdag er altså d. 31. december 1977.
Der var dog stadig arbejdende folk på fabrikken efter lukningen, idet der stadig var folk beskæftigede med fabriksudsalget samt med afmontering af hele maskinparken, hvilket faktisk tog flere år.

Efterfølgende blev Brandts Klædefabrik opkøbt af to jyske købmænd med en plan. En plan om at gøre området til det attraktive kultur- og shoppemekka, det er den dag i dag.

Brandts Klædefabrik



Det begynder for alvor at være efterår. Det er blevet mørkere og dagene er kortere. Faktisk ganske små. Hvilket leder vores tanker hen til i sommers, da vi under H.C. Andersen Festivalen forvandlede Brandts Klædefabrik til Tommelises lille store verden.
Og det kan netop nogle gange være en fordel at lægge mærke til de små ting, hvilket der var god mulighed for under netop H.C. Andersen Festivalen. Her var det alle de små detaljer, der skabte en helt fortryllende helhed.

Sommerfugl



Så sluttede dette års efterårsferie og dermed også vores magiske Harry Potter Festival. Og i denne uges Throw Back Thursday skal vi ikke så langt tilbage, kun lige en lille uge – da vi ser tilbage på årets Harry Potter Festival.

Det blev heldigvis ikke så våd en omgang som sidste år, hvilket også gjorde at der var rigtig mange troldmænd og hekse i passagen. Som noget helt nyt kunne man besøge familien Dursley og se Harrys pulterrum under trappen samt fru Dursleys ekstravagante lagkage.

Vi håber, at alle havde en fortryllende festival. Vi glæder os allerede til næste år.



I morgen er det igen tid til Harry Potter Festival her i Brandts Klædefabrik og i denne uge tænker vi tilbage på sidste års festival.

For selv om det var en mere våd omgang, så genlød området stadig af latter og trylleord, da hekse og troldmænd i alle aldre indtog passagen. Der blev pyntet flotte og uhyggelige cupcakes, taget forbryderbilleder og krammet med trolde. Andre prøvede kræfter med Wingardium Leviosa og fik en fjer til at svæve rundt i luften.

Uanset hvad var det nogle magiske dage i Brandts Klædefabrik og vi glæder os til at gentage succesen.



Husker du, hvordan Brandts-området og Brandts Klædefabrik så ud engang?
Luftfotoet her er taget i 1999, og her kan det bl.a. ses, hvordan hele Farvergården kun blev brugt som parkeringsplads, og flere bygninger ikke var bygget endnu.

Cykelklubben



Kalenderen siger oktober, og når vejret næsten udelukkende byder på regn og blæst, efterlades gaderne ofte mennesketomme og uden liv. Derfor et throw back til det fantastiske vejr i august, og til den skønne Blomsterfestival. Vi elsker når festivalerne i Odense skaber mere liv i gaderne, flere smil og en stemning der ikke findes andre steder. Her i Brandts Klædefabrik er vi hvert år selv ude og sætte festivalen op, og pille den ned igen. Det er et stort arbejde, men vi elsker hver en del af det. De smukke og velduftende blomster, de glade arbejdsomme frivillige samt alles fælles mål om, at skabe noget unikt i området.
Vi elsker Odense og vi elsker Blomsterfestival.

Cykelklubben



Tidligere var det ret almindeligt på mange arbejdspladser at give hinanden kaldenavne. Og det gjaldt også for arbejderne på Brandts Klædefabrik. Faktisk var det så udbredt, at man nogle gange ikke kunne huske hvad folk virkelig hed, for de var jo kendt under deres kaldenavn.

Der var blandt andet; Krøllepeter, Kludedukken, Jamaica, Svigermor, Brændevinsbrænderen, Karl Sæbe og Holger Hegnspæl.

Ofte fik man et kaldenavn, fordi mange af arbejderne havde det samme fornavn eller efternavn og på den måde vidste man så, hvem der var hvem. Mange af disse navne havde en tilknytning til ens funktion på fabrikken, ens udseende eller hvor man kom fra. Men nogle navne, som fx Karlo Kartoffelmos, hentede sin inspiration fra en populær tegnefilmsfigur.

Cykelklubben



I 1920’erne startede man på Brandts en cykelklub. Klubbens formål var at styrke vævernes kammeratskab, da de udgjorde en særlig gruppering på fabrikken – man ville simpelthen ikke have andre med! Klubben talte 40 medlemmer, da den var på sit højeste.

I første omgang levede Cykelklubben virkelig op til sit navn og man cyklede gerne ture rundt i omegnen hver lørdag eftermiddag. Man gjorde dog gerne holdt ved den lokal købmand for at slukke tørsten med en øl.

Cykelklubben udviklede sig efterhånden mere og mere til en selskabelig klub, hvor medlemmerne arrangerede udflugter med spisning og selskabslege såsom sanglege og keglespil. Og her var det tilladt at tage konerne med.

Billedet nedenfor er det eneste billede af Cykelklubben – med cykler!

Cykelklubben



En lidt anderledes TBT, men kun fordi vi et kort øjeblik savner solens stråler og sommerens varme. Efteråret er for alvor over os med kulde, storm og regn. Selvom træet ved cafébiografen er smukt om efteråret, drømmer vi os lige tilbage til den varme sommer i Brandts-området, hvor de grønne blade ikke var blæst af, af en kold og kynisk efterårsstorm. Træet ved cafébiografen er altid en sikker vinder, når det kommer til at skulle betegne hvilken årstid vi er i, og vi synes det er lige smukt uanset om det har blade eller ej.

Ineo +754-20151028123337



 

Vi skruer lige tiden en del tilbage, til dengang hvor Brandts Klædefabrik rent faktisk blev brugt som en Klædefabrik. Det store fabriksanlæg i midten af Odense består af forskellige bygninger, der er opført fra midten af 1800-tallet og frem til efterkrigstiden. I dag er området som bekendt Odenses Latinerkvarter/kulturelle mekka med restauranter, butikker og kulturinstitutioner.
Der var gratis lægehjælp samt alderdomsboliger til de hårdtarbejdende, der tjente virksomheden. Som skiltet antyder gjaldt ydelsen dog kun arbejderne i Klædefabrikken som boede inde i byen, og dermed ikke arbejdere som boede uden for byen.

Ineo +754-20151028123337



Odense International Film Festival (OFF) har eksisteret siden 1975, hvor den startede som “Den Internationale Eventyrfestival” i forbindelse med 100-året for H. C. Andersens død. Festivalen flyttede til Brandts Klædefabrik i 1985, nu under navnet “Odense International Film Festival”. Her har festivalen holdt til lige siden, og det er vi rigtigt glade for i Brandts Klædefabrik. Her under er to billeder fra festivalens Open Air. Det i farver er det ældste – det er fra 1999. Det i sort/hvid, mener vi, er fra sidste år.

Ineo +754-201510281233372017 - Open air



Man siger, et billede siger mere end tusind ord. Men når der skal findes ét billede fra H. C. Andersen Festivals hvert år siden 2014, så er det praktisk talt umuligt. Selvom I her alligevel kun får et enkelt billede fra hvert år, så håber vi, det vil vække nogle gode minder fra festivalens tidligere år, og i år, i Brandts Klædefabrik.

HCA2014 HCA2015
HCA2016 HCA2017


Brandts Klædefabrik har stået for Blomsterfestivalen siden 2014 i samarbejde med Alledstedlund i 2014/15 og Kroghs Blomster 2016/17. Den famøse blomstrede ko har været med i længere tid. Her er billeder af koen, som tidligere har fået skyld for at ligne et får, fra 2012 og frem til i år.

IMG_0842

PIMG_3542

IMG_3890

ML_00027

IMG_3264

Blomsterfestival2017



Valkeriet, som Restaurant Mona Lisa ligger i i dag, blev sammen med resten af Brandts Klædefabrik gennemrenoveret i årene 1982-1986, så de kunne bruges til butikslokaler. På det gamle billede fra 1985 driver den daværende lejer en isbutik. Er der nogen af vores følgere, der kan huske den butik?

MonaLisa todelt



Havde man passeret Forhuset i Vestergade 73 i 1750’erne, kunne man se en blå vadmels-flagdug veje i vinden. Det betød, at her bor en farver. Farveren hed Mathias Peter Gundermann, og han havde siden 1744 drevet sin farverivirksomhed i ejendommen. Han ejede farveriet til 1793, hvorefter det overgik til Isac Briand og derefter tog farversvend Christian Brandt over.

Det gamle billede er dog ”kun” fra ca. 1905, hvor Vestergade er i gang med sin transformation til handelsgade. I dag rummer Forhuset i Vestergade 73 Café Cuckoo’s Nest, og i dag er der lidt mere gang i handlen end i 1905.

Vestergade1905Vestergade2017



Amfiscenen har dannet rammen om hundredevis af koncerter og events, hvor tusindvis af mennesker har været samlet gennem tiden. Blandt andet her på billederne fra henholdsvis 1982 og 2009.

Koncerter er der også masser af i år på Amfiscenen. I august kan du se frem til gratis rockkoncert af foreningen ”Rock med Rynker” og tredobbelt koncert med spoken word, hiphop og afrikanske rytmer. 
Der er også meget at se frem til, når der afholdes Jam Days 2.-6. august, hvor blandt andre Dianne Reeves, Kenny Wayne Shepherd og Jacob Dinesen optræder. Endelig må det nævnes, at under H.C Andersen Fetivals kan du blive nostalgisk med Johnny Deluxe og Jokeren eller hoppe med til hiphopbeats fra Holmen Hustlers.

amfiscenen todelt



Der er sket mange forandringer i Brandts Klædefabrik gennem tiden, men nogle butikker har været med fra begyndelse – nogle af dem i andre lokaler. Kan du eksempelvis huske, da Collage Art og Jean Paul havde andre placeringer, end de har nu? Det kan ses på det gamle billede.

Collage art todelt

Jean Paul er blot flyttet en enkelt dør, men Collage Art er flyttet langt – helt over på den anden side.

Collage Art voksede og havde brug for mere plads, så da Kunstnergruppen Flash opsagde lejemålet i hjørnebutikken i Magasin-bygningen, rykkede Collage Art derover. Der har butikken ligget lige siden. Skønne Vivaldi har i øvrigt aldrig flyttet lokaler.

Collage art ny2



Husker du Avantgarde, som lå i Brandts Klædefabrik i 1980’erne, der hvor Battery Store & More ligger i dag? Indehaveren var Jens Funch, og selvom salonen var populær, trak det store udland i ham. Han opsagde lejemålet og de 18 ansatte og arbejdede efterfølgende både i Tyskland, Frankrig, Holland og USA.

Avantgarde

Da Jens Funch, som nu havde taget navneforandring til Yenz Von Tilborg, vendte hjem til Danmark igen, var han ikke i tvivl om, hvor en ny frisørsalon skulle ligge.

”Jeg har altid vidst, at kom jeg tilbage til Danmark for at åbne salon, så skulle den igen ligge i Brandts Passage,” sagde Yenz i forbindelse med åbningen af Yenz International Hair, der nu ligger i Brandts Passage 4, og som har ligget der siden den åbnede april 2013.

Avant - YIH



Fra Væveriget på tredje sal i Mellembygningen var der god udsigt til uheldige væveres tur gennem gården, når de blev kaldt ”i Pressen.”

Det var flovt at blive kaldt i Pressen, hvis man havde lavet en for stor vævefejl. Så blev det noteret i den sorte bog, men det var næsten værre, at kollegaerne kunne stå i vinduerne og betragte det hele.

I dag er udsigten noget bedre fra tredjesalen. Nu får man et flot kig ned på Amfipladsen og Brandts Passage.

Væveriet todelt



En af vævesalene i Brandts Klædefabrik, 2. sal i Østfløjen, blev kaldt ”Svendehjemmet.”

Svendehjemmet

Navnet siges at stamme fra en tidligere bygning, som var et herberg for datidens ”farende svende” – som er håndværkere. En anden forklaring er, at det var her, at fabrikkens tidligere samlede deres lærlinge, til et uddannelsessted. Endelig lyder et bud, at ”Svendehjemmet” var den vævesal, hvor de dygtigste vævere stod.

I dag ser det noget anderledes ud i ”Svendehjemmet.” Her har Brandts i dag deres permanente udstilling Brandts Samling, som måske kan inspirere fremtidens ”kunstnersvende.”

Svendehjemmet i dag



Hvis du står ved Amfipladsen og kigger op ad Brandts Passage bliver du i dag mødt af god stemning og en hyggefølelse, der er svær at beskrive. Havde du stået og kigget samme sted i 1891, havde oplevelsen været en helt anden.

16683814_1421518977922336_7312334884981921158_n

På billedet af det gamle Kedelhus er man i færd med at våddekatere et stykke klæde. Dampen fra det var til stor gene for de nærmeste naboer. I 1891 blev der indgivet en klage over dampen fra Brandts Klædefabrik. Det førte til en henstilling fra sundhedskommissionen i Odense. Da fabrikanten ikke ønskede at følge den, fandt kommissionen alligevel ikke, at det ”af sanitære hensyn” var nødvendigt at fjerne dampen.

kedelhuset



Dans på Amfipladsen har været en fast tradition siden 1999.

Faktisk var det den nuværende folketingspolitiker Alex Ahrendtsen, der i sin tid stillede forslaget til Cafe Biografens Jørgen B. Christiansen.

– Han spurgte, om der ikke kunne blive arrangeret noget Tango ude foran. Det syntes jeg, var en god idé, og så fik vi det startet op, fortæller Jørgen B. Christiansen.

Dans på Amfipladsen todelt

19 år senere er to andre danse kommet til – Salsa og Swing – og traditionen danser videre i mange år endnu, hvis det står til cafeindehavere.

Herunder ses et billede af dansende par i sommeren 2005 og spritnye billeder, der blev taget i går, da der endnu engang var dans på Amfipladsen.



”Dødens lokum” blev det toilet, der lå mellem Studenterhuset og Magasinet, kaldt. Det offentlige toilet blev opført omkring 1990 i sammenhæng med det dengang nye musikbibliotek, som blev skabt efter arkitekten Kristian Isagers tegninger. Bag toilettet fandtes en parkeringsplads i Farvergården, som tidligere er blevet omtalt i Throw Back Thursday.

På klinkerne på væggen ved ”Dødens lokum” var der malet et stort maleri af kunstneren Peter Brandes.
I 2007, da Farvergården skulle omdannes, ville man ikke lade maleriet gå tabt. Det blev besluttet at få klinkebilledet genskabt i en større udgave som en del af Magasinets nye facade. Det skete i et samarbejde mellem Peter Brandes, Odense Kommune og Realdania. Magasinets facade består – ligesom Brandes’ oprindelige kunstværk – af klinker, der blev leveret af et lokalt teglværk.

”Dødens lokum” fik sit særprægede øgenavn efter man fandt en død junkie derinde.

TBT_lokum



Den 1. januar 1985 blev Lejerforeningen Brandts Klædefabrik etableret. Lejerforeningen havde til formål at etablere et samarbejde mellem samtlige lejere i Brandts Klædefabrik. Dette var for at gavne den enkelte såvel som at styrke området som et kulturelt og kommercielt center i Odense. Brandts Klædefabrik skulle være et forum for ’fælles spilleregler’, hvor man kunne koordinere, etablere og gennemføre fælles aktiviteter på tværs af de forskellige kulturinstitutioner for at fremme samarbejdet mellem dem og det øvrige erhvervsliv på Brandts Klædefabrik. Alt dette skulle sætte rammerne for et spændende, attraktivt og kulturelt miljø – dét miljø, som stadig kan opleves i dag.

31760

I dag hedder lejerforeningen Brugerforeningen Brandts Klædefabrik, og er aktiv som aldrig før. Igennem foreningen arrangeres et væld af de aktiviteter og festivaler I kan opleve igennem året, der holdes ”Morgenmøder”, julefrokoster og meget mere.

IMG_3341



Posthuset, der for nogle år siden var en del af Brandts Klædefabrik, åbnede i 2004. Posthuset rykkede ind i en nyopført bygning, der havde erstattet en anden lille bygning, som blev revet ned i 2003/2004. Posthuset blev nedlagt i slutningen af 2012, og er nu blevet omdannet til seks spændende butikker, som passer perfekt ind i Brandts Klædefabriks kulturelle miljø. _1012155224_017

Den lille bygning, der lå i Brandts Passage før posthuset blev bygget, blev kaldet ’Containerhuset’. Den blev opført i slutningen af 1980’erne, og var tegnet af arkitekten Kristian Isager. Bygningen havde en todelt funktion; den ene del var en grillbar ved navn Tulip Corner, og den anden del blev brugt som containerhus.

Da A-bar åbnede i gaden, ville Tulip Corner også være en del af nattelivet, så de holdt primært åbent om aftenen/natten – og solgte rigtig mange pizza slices til festglade mennesker. I den anden ende af bygningen – den del der blev brugt som containerhus – stod et antal affaldscontainere til afbenyttelse af den daværende klædefabrik. Forestil dig en varm sommerdag – sikke en lugt!

IMG_1612



Farvergården i Brandts Klædefabrik var tidligere en parkeringsplads, men med åbningen af Kulturmaskinen i januar 2009, blev området åbnet op med henblik på, at skabe det kulturelle rum midt i komplekset.

18195030_1504934636247436_4662200790267728835_n

Farvergården er opkaldt efter Farveriet i den oprindelige klædefabrik, som lukkede 31. december 1977 efter 108 års produktion. Historisk set var en ”farvergård” ingen gårdsplads, men derimod en bygning, hvor farveren og hans familie drev deres private virksomhed. På klædefabrikken i Brandts Klædefabrik var farverierne dog ikke en selvstændig virksomhed, men derimod en del af fabrikken.

Den historiske kendsgerning til trods, valgte man at kalde den gamle parkeringsplads for Farvergården, og det er da også et kulørt, friskt og hyggeligt navn, som passer fint ind i områdets helhedsbillede. Den kan jo ikke hedde andet!

18156266_1504934792914087_2851557343027912348_o



Nopperiet lå på første sal i det gamle kedelhus. Her kom klædestykkerne over efter Væveriet, og ved hjælp af håndkraft blev klæderne pudset efter og eventuelle fejl fra vævningen blev udbedret.

Foto: J. Folkmann, 1919.

Nopperiet todelt



Søren Christian Brandt sørgede godt for sine medarbejdere. De fik for eksempel gratis lægehjælp og medicin, løn under sygdom og pension, hvilket var uhørt i hans levetid.
I år 1916 sørgede hans kone, Oluffa Brandt, for et Alderdomshjem for tidligere arbejdere hos klædefabrikken blev opført på Sadolinsgade nr. 17.

Historien om Oluffa Brandts:

Alderdomshjem todelt
Oluffa Brandt voksede op på Færørerne, men blev senere gift med Søren Christian Brandt, der grundlagde Brandts Klædefabrik.
Da Søren Christian Brandt døde i 1905 opkøbte Oluffa Brandt aktier i klædefabrikken og endte med at blive hovedaktionær og en foregangskvinde i det danske erhvervsliv.

Oluffa Brandt var en stor velgører for Odense bys fattige. Hun brugte en stor del af sin velstand på at hjælpe andre. Fru Brandt var blandt andet aktiv i Dronningens Asyl og sad i adskillige hjælpeorganisationers bestyrelser. Oluffa støttede Odenses børnehospital og hjalp ubemidlede unge med uddannelse. Færøerne var stadig i Oluffas hjerte, hvor hun på sine ældre dage sørgede for nødhjælp til Færøerne.

Har du lyst til at læse mere om Oluffa Brandt, kan du læse hendes historie i “Oluffa – fra Tórshavn til Brandts Klædefabrik”, der er skrevet af hendes oldebarn forfatter Charlotte Langkilde.



“Pressen” var det sted, hvor man trak tøjet over og kontrollerede, at det var i orden.
“Den Sorte” arbejdede i Pressen, og hvis et klæde havde fejl, blev det noteret i en lille sort lommebog og vedkommende, der havde lavet klædet, blev kaldt over fordi man gerne ville “hilse” på den, der havde lavet fejlen.
The Organic Club – Odense og Jean Paul sørger i dag for, at der stadig er fejlfrie og fine klæder i “Pressen”.

pressen todelt



Bygningen, der går under navnet “Skæreriet”, blev opført i år 1882.
Gennem klædefabrikkens storhedstid stod kvinder og mænd og finpudsede klæderne, så de blev mindre lodne og fremstod i en glat og god kvalitet.
I dag sørger butikkerne Vivaldi Odense og PurePope.dk for, at der stadig er klæder at finde i den gamle bygning.

skæreriet todelt



En efeu op af væggen og det gamle farvekar af kobber, var det eneste, man kunne se til fabrikken, fra porten i Vestergade.
I dag er det de smukke blomster fra Allestedlund man kan se, når man kigger ind af porten.

16998841_1430116503729250_7251372731194027469_n17016110_1430116500395917_8882743345522208384_o



Meget har forandret sig siden billedet af det gamle Kedelhus blev taget i år 1869. I over 100 år syede og kogte det i klædefabrikkens kedelhus, og det kan man sige det stadig gør i dag, i køkkenet hos den populære Café Chino.
Skorstenene forsvandt under ombygningen af området, og det gamle Kedelhus blev i år 2005 udvidet med en glaskarnap i stueetagen og på 1. salen.

16683814_1421518977922336_7312334884981921158_n16938549_1421518954589005_8195913046893311466_n



I dag indrammer søjlerne på Pantheonsgade Rosenbækkens rislende vand ind på Amfipladsen, men førhen var de én af de porte, der førte ind til Brandts Klædefabrik.

Søjlerne todelt
I midten af det ene billede, kan du se en lille bygning. Vi har, uden held, prøvet at finde frem til hvad der har været i den nu nedrevne bygning. Hvis du ved noget eller kender nogen som måske har arbejdet på klædefabrikken, vil vi gerne høre om det



Vidste du, at der arbejdede en på Brandts Klædefabrik, som blev kaldt “Røde”?
Det blev han kaldt, fordi han tidligt om morgenen stod og var klar til at give dem, der kom for sent ind af den port, der engang var ud mod Grønnegade, et rap med hans stok.

16423050_1395156487225252_8595261005685091643_o

På billedet ser du brandts-arbejdere ude foran Grønnegadeporten. Billedet er dateret til omkring år 1908 og er privatejet.

Throwback Thursday

Tilmeld nyhedsbrev

Brandts Klædefabrik

Brandts Passage 8
5000 Odense
Denmark

kontakt@brandtsklaedefabrik.dk


Persondatapolitik