Ugens portræt – Birgitte Dyreborg fra Vivaldi

I dette Ugens Portræt har vi fanget Birgitte Dyreborg til 5 hurtige spørgsmål. Mød kvinden der allerede som 23 årig tog springet og fik sin “Vivaldi”. 

Hvad inspirerer dig?
Det gør folk på gaden, kunst, musik og de mennesker jeg har omkring mig. Det kan også være modeblade og messer, og så kan jeg rigtig godt lide at blande min egen mode. Det gør jeg ud fra naturen, rejser og egne ideer. Farver inspirerer mig meget. Jeg kan godt lide at kigge på folk og se hvilke farver, der klæder dem, og derved danne mig et indtryk. Jeg synes, det er vigtigt, at få de rigtige farver, til de rigtige mennesker, da det gør en stor forskel, for den enkelte. Endvidere kigger jeg også meget på folks øjne, hud og hår.

ugens portræt

Hvad er en god arbejdsdag for dig?
Jeg har været her i 32 år, og alle dage har været en fornøjelse. Det bedste er, når der er glade kunder, hvor man sammen finder frem til et lækkert sæt, og ser dem gå glade ud af døren. Men også når man ser de samme kunder igen og igen. Mine kunder er skønne, og jeg nyder, at de kommer og får kaffe og en lille snak, når de handler herinde. Det er sådan noget, der bekræfter mig i, at man gør det rigtige, og man er lige der, hvor man skal være.

Hvad har højdepunktet i din karriere været?
I forhold til butikken, så var det den dag, jeg åbnede dørene for kunder. Det er et vildt sus, som nok ikke kan sammenlignes med meget andet. Det er mange år siden nu, og jeg kan huske at jeg både græd og grinte. Man skal leve sin drøm ud, det kan kun anbefales. Hvis man brænder for det, så kan man. Det er bare at springe ud i det. Mit arbejde er både min interesse og hobby. Det er glæden ved jobbet og ved at have gået efter drømmen, der gør at alt det hårde arbejde det hele værd.

Hvad er dit yndlings accessories?
Det er en helt enkelt diamant. Det synes jeg er noget af det smukkeste, som man kan have og bære. Eller en stor perle – bare så længe det er enkelt og elegant. Nogle få lækre ting, det kan jeg godt lide.

Hvad hitter inde for modebranchen i øjeblikket?
Herrelooket er kommet kraftigt igen. Herresko, herrebukser, blazer m.m. er et lækkert look, men vi skal stadig huske at bløde det lidt op og style og mixe det til et feminint udtryk.
Salget af kjoler er højt, også til unge piger. Førhen matchede man sko m.m. til kjolen, hvor man i dag skejer ud og sætter noget helt tredje til. Moden udvikler sig selv, og derved bliver stilen meget hurtigt individuel, da folk selv sætter sit eget personlige præg. Snakker vi om farver, så hitter blåt i i øjeblikket, og det er i alle nuancer og stoffer.

Foto: Maros