Ugens Portræt – Cristina Edvardsen fra Marron

‘Ugens Portræt’ har i denne uge fanget Cristina Edvardsen fra Marron til 5 hurtige spørgsmål. Mød kvinden, der brænder for sko med kant.

Hvad inspirerer dig?marron
Mennesker, mode, kunst, form, farver og figurer inspirerer mig. Det kan også være når jeg køber varer ind til min butik, og jeg ser de nye ting der er kommet på markedet, eller når jeg oplever forskellige miljøer, så som at være ude i naturen, eller når jeg går rundt i byen. Der er inspiration at finde mange steder.

Hvad er en god arbejdsdag for dig?
Det har været en god arbejdsdag, når jeg har haft travlt lige fra morgenstunden. Jeg styler rigtig mange søde kunder. Når kunderne kommer ind for at handle, kigge, eller få et godt råd, så snakker vi om form, figur, farver og hvad passer og ikke passer.

Når jeg har haft en arbejdsdag, hvor der har været rig mulighed for at hjælpe med at style et personligt look, så har det været en god dag.

Hvad har højdepunktet i din karriere været?
Højdepunktet har nok været, da jeg blev selvstændig, og kunne gå efter min egen drøm; at have min butik, som snart fylder 10 år. Jeg har altid været selvstændig på en eller anden vis. Jeg har boet i udlandet, og lavet mange spændende ting, og har haft mange differentierede projekter. Jeg er uddannet inden for mode og design, og har undervist i 22 år. Det er vigtigt for mig, at blive udfordret gennem forskellige spændende projekter, og det at have sin egen butik er både udfordrende, inspirerende og fagligt interessant for mig. Jeg åbnede første gang i Store Gråbrødrestræde, og så åbnede jeg så her for 2 år siden.

Hvad er dit yndlings accessorie?
Sko og tasker af god kvalitet, i lækre former og farver, og som passer til tøjet.

Hvad hitter inde for modebranchen i øjeblikket?
Jamen jeg tror, at det er det klassiske, der kommer til at hitte, især til efteråret. Folk bliver mere kvalitetsbevidste og køber mere klassisk, dog stadigvæk med et twist. Det kan både være feminint og råt, enkelt og klassisk: Det er sådan noget, hvor der ikke er noget ”støj” på. Det er også vigtigt at det kan bruges i mere end én sæson, fordi vi heldigvis får mere og mere fokus på bæredygtighed og kvalitet.