Ugens Portræt – Yenz von Tilborg fra Yenz International Hair

Ugens Portræt har i denne uge fanget Yenz von Tilborg fra Yenz International Hair til 5 hurtige spørgsmål. Mød manden, der efter mange farverige år i udlandet nu får det smukke frem i de Odenseanske hårlokker.

Hvad inspirerer dig?ugens portræt
Det mest inspirerende er, når du får en person i stolen, og laver noget der passer til deres personlighed, hvor man får dem ‘drejet’ om til et eller andet, hvor folk måske vender sig om på gaden og tænker “wow”. Et spændende udseende; det er sådan noget, der inspirerer mig. Jeg går ikke efter kønne mennesker. Skønhed glemmer du, men specialitet, det husker du. Så jeg kan godt opleve, at et specielt ansigt – som mange måske ville finde fejl ved – virker meget inspirerende for mig.

Hvad er en god arbejdsdag for dig?
Det er en dag, hvor jeg virkelig kan få lov til at leve mig selv fuldt ud, og får nogle mennesker i stolen, der er åbne for at lave en forandring, og på at gå fra kedelig til super spændende. Det er også en dag, hvor den nærmest flyder forbi, uden at være stressfuld. Vi prøver at booke tider, så der er god tid til hver kunde. Kvalitet er mere vigtigt end kvantitet.

Hvad har højdepunktet i din karriere været?
Det var da jeg var i Amerika. Vi arbejdede begge (Yenz og Reinout von Tilborg) i et stort firma i Chicago. Jeg var National Artistic Director og Reinout var Head of Education. Vi lavede tonsvis af shows hver uge. Vi arbejdede i 24 stater, og rejste Amerika tyndt, 2-3 gange om ugen fløj vi et eller andet sted hen. Vi arbejdede også for store modemagasiner. De blade du kan købe med masser af frisure i; det var os der lavede mange af dem. Efter showene stod der nogle gange 100 mennesker, der ville have en autograf, og et billede med os. Det var meget spændende at prøve, men det var også anstrengende. Der var mange krav; du skal være humoristisk, inspirerende, engagerende, og du skal se forrygende ud. Det tog omkring 2 timer om morgenen for os at blive stylet. Vi var kendt som “European Royalty”, så vi kom i kongelige kostumer fra 1700 tallet. Det var nok en af de vildeste perioder i mit liv.

Hvad elsker du mest ved dit job?
Mennesker. Jeg elsker mennesker. Jeg elsker at have med mennesker at gøre. Det er nok derfor at man arbejder i det her fag. Fordi man har en lidenskab for mennesker, for at tale med dem og komme ind på livet af dem. Du hører deres livshistorie mange gange, og du bliver lige pludselig involveret i et liv du ikke havde regnet med.

Hvad er efter din mening den fedeste hårtrend? Og hvorfor?
Der er ikke ikke én hårtrend der er fedest. Jeg kan godt lide modsætninger. Det fedeste kan være et langt, flot “puf” hår, eller meget korte klipninger, eller vi kan tale om naturligt farvespil eller ‘crazy color’. Men jeg kan sige hvilken trend jeg mener er den værste: Det er trend, der er fremme med indfarvet hår, hvor folk afbleger deres hår fuldstændigt, og farver det gråt. Så kommer de ind med gul bund og et blåt mellemstykke med grå spidser. Det ser hverken ud af hoved eller hale, og det falder af. Det er nok det mindst klædelige man overhovedet kan have.