I forbindelse med kulturens døgn d. 25. april og d. 26. april, slår Brandts Klædefabrik dørene op til en ny udstilling – Den Flyvende Historieudstilling. Udstillingen dækker den mangeårige historie om Brandts Klædefabrik fra dengang fabrikken stadig var aktiv og var en af Odenses største arbejdspladser.
Den Flyvende Historieudstillingen er blevet til i samarbejde med Odense Stadsarkiv og Brandtarbejdernes Historiske Forening. Sidstnævnte er en studiekreds bestående af bl.a. tidligere arbejdere på fabrikken. De har igennem flere årtier samlet historiske dokumenter og billeder, egne anekdoter samt fortællinger fra deres tidligere kollegaer. Et storslået arbejde der, med støtte fra Sydbank Fonden, nu kulminerer i denne udstilling.
Udstillingen er skabt som en mobil udstilling, der kan bevæge sig fra butikslokale til butikslokale. Derfor vil du i fremtiden kunne opleve udstillingen i forskellige lokaler rundt omkring i Brandts Klædefabrik, men i første omgang vil Den Flyvende Historieudstilling lande i Brandts Passage 31.

(kredit: Nguyen studio)
Er du forhindret i at opleve udstillingen til Kulturens Døgn? – Bare rolig. Du kan booke en fremvisning af Den Flyvende Historieudstilling på linket herunder:

(kredit: Nguyen studio)
Tag med på en rejse der strækker sig fra dengang den ambitiøse og driftige Christian Brandt købte et lille farveri, og op til det store fabrikskompleks der i dag tegner det historiske område, der er Brandts Klædefabrik.
Kom og oplev hvordan dagligdagen forløb sig for en nopperske i 1930’erne, hvordan fabrikken gjorde brug af børnearbejde, eller kom en tur med på direktørgangen med Søren Christian Brandt, Oluffa Dahlerup Brandt, Aage Mengel og alle de andre der igennem tiden har drevet klædefabrikken. Der er et utal af spændende historier vi har glædet os til at dele med dig.
Du vil desuden kunne opleve en række originale arkivalier såsom garnprøver, skytter, værktøj. Men også Søren Christian Brandts private lommebog, der udover en række visitkort fra datidens fabrikanter, også gemmer på en original kvittering fra arkitekt Vilhelm Dahlerup – Oluffas fætter – der tegnede Villa Brandt på Hunderupvej.
I tirsdags tog vi forskud på glæderne, med en officiel åbning af udstillingen. Herunder har vi samlet nogle billeder fra dagen (kredit: Nguyen Studio):