Carlos og Diego´s flytter ind i Brandts Passage 27

Vi er begejstrede for at byde vores nye nabo og kollega Carlos & Diego’s velkommen i Brandts Passage. Den 7. maj 2026 rykker den populære mad- og vinbar ind i nye rammer midt i Brandts Klædefabrik – og tager både stemning, smag og stærke værdier med sig.
Carlos og Diego's

En vinbar med passion for smag og nærvær

Carlos & Diego’s har på kort tid markeret sig som et sted, man bliver hængende lidt længere. Her er fokus på gode vine, små delikate retter og en afslappet atmosfære, hvor fællesskab og nærvær er i centrum. Med mere end 300 vine på kortet – herunder et stort udvalg af naturvin og Danmarks største sherrykort – er der lagt op til oplevelser for både nysgerrige og passionerede vinelskere.

Bag Carlos & Diego’s står Dennis Juhl Hansen, som ser flytningen til Brandts Passage som en oplagt mulighed for at udvikle stedet videre:

“Det var faktisk slet ikke planen, at vi skulle flytte. Men da jeg så det ledige lejemål midt i Brandts Passage, kunne jeg pludselig se nogle muligheder, som jeg simpelthen var nødt til at handle på. Her får vi plads til alle vores vine i lokalet og mulighed for at udvikle stedet endnu mere.”

De nye rammer giver plads til både morgen- og middagsservering samt flere arrangementer, hvor mad og vin går hånd i hånd i uformelle og stemningsfulde omgivelser.

Mere end mad og vin

Ambitionerne rækker dog videre end det kulinariske. Carlos & Diego’s ønsker også at bidrage aktivt til fællesskabet i Odense:

“Vi vil gerne bruge stedet til mere end bare gode vine og mad. Nogle af vores arrangementer skal være med til at skabe økonomi til sociale formål, og vi vil også åbne dørene for aktiviteter, der ikke handler om omsætning, men om fællesskab og nærvær for mennesker, der har brug for det.”

Netop kombinationen af kvalitet, nærvær og socialt engagement passer perfekt ind i Brandts Klædefabriks DNA.

Vi glæder os til at byde Carlos og Diego’s varmt velkommen i Brandts Klædefabrik.

Carlos og Diego's renovering