En teknisk præcisionsoperation i Brandts Klædefabrik

Capio Privathospital har fået ny højteknologisk MR-scanner Den 9. december blev P-kælderen til P-huset i Pantheonsgade midlertidigt lukket, da Capio Privathospital modtog en ny, avanceret MR-scanner fra Siemens Healthineers. Installationen af scanneren var en kompleks teknisk operation, der krævede detaljeret planlægning, samarbejde mellem mange parter og omfattende statiske beregninger for at sikre bygningens bæreevne.
IMG_8414

En moderne MR-scanner i særklasse

Den nye scanner afløser en model fra 2008 og repræsenterer et markant teknologisk løft. Scanneren arbejder med et magnetfelt på 1,5 Tesla – omtrent 30.000 gange stærkere end jordens eget magnetfelt. Kernen i scanneren er en superledende elektromagnet, som konstant holdes tæt på det absolutte nulpunkt ved hjælp af flydende helium.

Fun fact

Hvis man trykker på sikkerhedsafbryderen til scanneren (quenchknappen), frigives heliummet. Helium udvider sig ca. 700 gange når den går på luftform, og vil derfor fortrænge ilten i lokalet, hvis den slipper ud. Derfor er der af sikkerhedshensyn monteret et stort udstødningsrør (quenchrør) i loftet af lokalet og videre op til tagfladen af bygningen, så heliumgassen let ledes ud til det fri uden at forstyrrer omgivelserne, hvis uheldet er ude.

Men det skal helst ikke ske – både af sikkerhedshensyn og fordi helium er en begrænset ressource, som der flere gange har været global mangel på.

Desuden koster det ca. 100.000 kr. at starte MR-scanneren op igen, hvis den først har været slukket (quenchet). 

Et rum designet til præcision

MR-scanneren er placeret i et specialbygget rum, der fungerer som et Faraday-bur, fuldt beklædt med kobber. Denne konstruktion sikrer, at radiostøj og elektriske signaler udefra ikke forstyrrer scanningsbillederne. Rummet er samtidig afskærmet med stål for at holde magnetfeltet inde og beskytte omgivelserne – en vigtig foranstaltning i et område, hvor personale og patienter færdes tæt på.

For at reducere vibrationer under scanning er gulvet konstrueret af 1,2 tons stålplader, opklodset på hårdt komprimeret skum. Den nye scanner er større end den tidligere model, og rummet måtte derfor udvides med en halv meter for at skabe optimale arbejdsvilkår og en mere komfortabel patientoplevelse.

IMG_8419

Stor vægt – store krav til bygningen

MR-scanneren vejer omkring 5 tons. Da Capio Privathospital er placeret direkte oven på P-kælderen, blev der udført omfattende statiske beregninger for at sikre, at betondækket kunne bære belastningen. For at mindske trykket på konstruktionen under leveringen blev P-kælderen og parkeringsområdet i gadeplan også midlertidigt lukket.

Scanneren kunne ikke leveres direkte til bygningen, da den ankom på en speciallastbil. I stedet blev den løftet ind med en BMS-kran, placeret på aluminiumsplader og derefter skubbet/trukket på rullende donkrafte ind til scannerrummet.

Vægten har også betydet, at det har været nødvendigt, at lave hul i ydermuren for at få MR-scanneren ind i bygningen, da gulvet netop her er særligt forstærket med stålbjælker, og dimensioneret til at optage den forøgede last som MR-scanneren overfører til dækket.

En midlertidig løsning på 27 tons

I overgangsperioden fra den gamle scannerblev fjernet til den nye er klar, har Capio en mobil MR-scanner placeret i en trailer i Pantheonpassagen. Den trailer vejer ca. 27 tons, hvilket også krævede grundige beregninger og en sikring af området under både opstilling og brug. Da både den mobile og den nye stationære scanner skulle være i drift samtidig, var det desuden nødvendigt, at etableret en ekstra elforsyning direkte fra hovedtransformer-stationen i P-kælderen.

Et komplekst samarbejde

Projektet er gennemført i tæt samarbejde mellem Capio Privathospital, Siemens Healthineers og Brandts Klædefabrik. Installationens omfang understreger både den tekniske kompleksitet og de store krav, der følger med moderne hospitalsudstyr i bygningsmæssigt krævende omgivelser.

Operationen var vellykket – Patienten overlevede!