Et værksted med passion og personlighed
Hos Fru Flor handler møbelpolstring om meget mere end funktion. Hvert møbel rummer en historie, som Charlotte arbejder nænsomt videre med – uanset om det er et arvestykke eller en nyere klassiker.
Hun ser frem til at flytte ind i de nye lokaler i Brandts Passage og blive en del af miljøet.
“Jeg elsker området her. Der er en særlig stemning og et fællesskab, som jeg virkelig blev draget af. Jeg var lidt nervøs for, om økonomien kunne hænge sammen, men heldigvis fandt vi en løsning sammen. Nu føles det faktisk lidt som at komme hjem,” fortæller Charlotte Flor.
Med sin faglige baggrund i det klassiske håndværk mestrer hun både traditionelle teknikker og moderne løsninger. Det giver kunderne mulighed for enten at bevare det oprindelige udtryk eller skabe noget helt nyt og personligt.
Håndværk med omtanke
Bæredygtighed er en naturlig del af arbejdet hos Fru Flor. I stedet for at kassere møbler, får de nyt liv – til glæde for både miljøet og hjemmet.
“At skabe og kreere noget med hænderne er min store passion. At se noget gammelt og næsten ubrugeligt blive forvandlet til noget smukt og brugbart igen er en helt særlig følelse,” siger Charlotte Flor.
Kunder kan få rådgivning om materialer, farver og løsninger – og Charlotte besøger også gerne hjemmet for at sikre, at det færdige resultat passer perfekt ind.
Vi glæder os til at byde Fru Flor velkommen i Brandts Klædefabrik.