Brandts Klædefabrik, logo

Historien om Brandts Klædefabrik

Længe før der lå en klædefabrik, lå der et beskedent farveri…
Tilbage i 1700-tallet var farveri et udbredt håndværk. Lokale bønder spandt og vævede selv deres uld og hør, men farvningen krævede en ekspert med kyper og kedler, hvor klædet blev kogt med ofte udenlandske farveprodukter. Christian Brandt, den første farver i Brandt-slægten, overtog i 1796 Vestergade 73. Med en kongelig bevilling, dateret 15. januar 1796, begyndte Christian at farve landbefolkningens tekstiler og garn, hvilket adskilte ham fra farverierne i København, der hovedsageligt betjente klædefabrikker.

I 1801 giftede Christian sig med Mariane Lihme, og de fik tre børn. To af dem, Morten og Preben, fulgte i faderens fodspor. Farveriet i Odense blomstrede i starten af 1800-tallet, men Englandskrigene og statsbankerotten i 1813 satte en brat stopper for opsvinget.

Christian døde i 1814, kun 51 år gammel, men Mariane fortsatte farveriet alene i ti år, indtil sønnerne var gamle nok til at overtage. Dette var en imponerende bedrift for en kvinde på den tid, hvilket vidner om Marianes styrke og handlekraft. I 1817 var klædeindustrien i ruiner, men Mariane holdt farveriet kørende. I 1824 overtog Morten virksomheden som 20-årig og sikrede familiens arv.

 

Morten Kisbye Brandt overtager virksomheden
Morten Kisbye Brandt styrkede gennem årene farveriets ry og blev en anerkendt og velhavende mand, højt respekteret for sin retskaffenhed og noble personlighed. Han var en af tidens industrielle pionerer, der med flid og ærlighed trodsede samtidens begrænsninger.

Som 42-årig giftede Morten sig med Wincentine, og sammen fik de tre børn. Hans to sønner, Søren Christian Brandt og Vilhelm Brandt, blev først oplært i farveriet og derefter sendt til udlandet for at lære klædefabrikation. Morten havde store visioner for fremtiden og opdragede sine sønner til at opfylde disse mål.

I slutningen af 1850’erne var tiden endelig moden til at realisere Mortens store drøm om at udvide virksomheden. Selvom Morten var over 60 år og indså, at hans drøm ikke ville gå i opfyldelse i hans egen levetid, efterlod han opgaven til sine sønner. I 1869 begyndte Mortens ældste søn, Søren Christian, som blot 22-årig at tage sig af indretningen af den nye fabrik. I 1854 blev forhuset ombygget til den skikkelse, det har i dag, hvilket markerede begyndelsen på Brandts Klædefabrik.


Søren Christian Brandt og Brandts Klædefabrik
Søren Christian begyndte sin karriere som lærling på en fabrik i København som 17-årig. Herefter fortsatte han sin uddannelse i Tyskland, hvor han mestrede de nyeste metoder og teknologier inden for tekstilproduktion. I 1869 vendte han tilbage til Odense med en solid viden og en drøm om at starte en moderne klædefabrik sammen med sin far. Fabrikken blev udstyret med topmoderne maskiner og et kraftfuldt dampanlæg. Trods manglen på ekspertise og kvalificeret arbejdskraft, lykkedes det Søren Christian at opnå høj kvalitet i produktionen ved selv at oplære medarbejderne. Brandts Klædefabrik blev hurtigt kendt for sin fremragende kvalitet, og Søren Christian opbyggede et stærkt ry blandt købere.

Samtidig med at fabrikken blomstrede, udviklede Søren Christian et nært forhold til Oluffa, datter af herredsfogeden. Deres kærlighedshistorie udfoldede sig over årene, og de forlovede sig i hemmelighed, mens de ventede på det rette tidspunkt til at afsløre deres forhold. Søren Christian og Oluffa udgjorde et stærkt partnerskab, og Oluffa spillede en aktiv rolle i fabrikkens drift og planlægning. Sammen fik de tre børn: Gisela, Harriet og Karl. Planen var, at Karl skulle overtage klædefabrikken, men på grund af sin alvorlige støvallergi måtte disse planer skrinlægges. I stedet begyndte Søren Christian at oplære den unge Aage Viggo Mengel, som blev hans protegé og blev betragtet som en søn.

I begyndelsen af 1900-tallet begyndte Søren Christians helbred at svigte, og han blev konfronteret med alvorlige helbredsproblemer, herunder kræft. Trods dette fortsatte han med at lede virksomheden med beslutsomhed og integritet indtil sin død den 25. december 1905. Hans bortgang efterlod et stort tomrum både i virksomheden og i livet hos Oluffa, børnene og Mengel. Efter hans død overtog Mengel ledelsen af fabrikken, mens Oluffa fortsatte med at støtte virksomhedens stabilitet og succes. Begravelsen den 2. januar 1906 blev en stor begivenhed, hvor kolleger, venner og familie deltog for at ære hans liv og arv.

Aage Viggo Mengel tager over
Søren Christians død efterlod et dybt indtryk på Mengel. I sine dagbøger beskrev han den tunge byrde af sorg og den støtte, han modtog fra Brandt-familien. Overvældet af tabet og det øgede ansvar, tog Mengel hurtigt rollen som virksomhedens nye leder. Han blev udnævnt til direktør, en position han først følte sig usikker på, men som han gradvist voksede ind i og forpligtede sig fuldt ud til.

Mengels forhold til Gisela var præget af dyb usikkerhed og indre konflikt, selv før Søren Christians død. Familien Brandt ønskede tydeligt Mengel som svigersøn, men han var usikker på sine egne følelser og på, om Gisela elskede ham. Denne usikkerhed blev forstærket af familiens forventninger og kampen mellem at følge sit hjerte og opfylde andres forhåbninger. Efter Søren Christians død tilbragte Mengel og Gisela mere tid sammen, og han indså gradvist deres dybe forbindelse. Da Gisela faldt af sin hest under en ridetur, blev Mengel så bange for hendes helbred, at han endelig erklærede sine sande følelser og friede til hende.

Fabrikkens drift var præget af både succeser og udfordringer i de følgende år. Mengel stod over for tekniske problemer med maskinerne, perioder med svigtende salg og konstant bekymring for fabrikkens fremtid. Han arbejdede utrætteligt, fra tidlig morgen til sen aften, for at løse problemerne og sikre virksomhedens overlevelse. Samtidig navigerede han i Odenses selskabsliv, hvor han og Gisela var efterspurgte gæster.

Mengel styrede virksomheden gennem krigstidens ustabile marked. På trods af faldende salg formåede han at udvide fabrikken og bevare dens status som Odenses største arbejdsgiver. Han fastholdt en model med fokus på kvalitet og omsorg for medarbejderne, selv under stigende pres fra fagforeningerne og arbejderuro. Efter intense forhandlinger blev der indgået organisationsaftaler og overenskomster, men uenighederne fortsatte, hvilket kulminerede i en langvarig strejke. Trods udfordringer forblev Mengel en respekteret leder, der personligt interesserede sig for sine medarbejdere og støttede dem i både personlige og professionelle anliggender.

Efter 1. verdenskrig stod klædefabrikken over for vanskeligheder som følge af øget udenlandsk konkurrence, prisfald og valutauro. Mengel navigerede gennem disse udfordringer ved at investere i modernisering og udvidelser trods faldende uldpriser og verdenshandel. Fabrikken opførte nye bygninger og indrettede moderne faciliteter som et kamgarnsspinderi. Trods økonomiske kriser i 1930’erne formåede Mengel at konsolidere fabrikkens position og iværksætte fornyelser, herunder installation af elektromotorer. Selv i tider med tekniske udfordringer bevarede Mengel respekten som en kompetent leder, der ikke tøvede med at konfrontere leverandører for at sikre fabrikkens succes. Han fortsatte med at vise omsorg for medarbejderne, der blev værdsat og fejret, selv efter deres pensionering.

Mengel forblev direktør på Brandts Klædefabrik indtil han blev 80 år i 1962, efter at have tilbragt 63 år på fabrikken – en rekord for en dansk industrileder. Han fortsatte med at modernisere fabrikken og holdt fast i Søren Christians og Oluffas arv. I 1941 købte han et lejlighedskompleks i Bolbro til de ansatte. Han blev afløst af sin søn, der førte fabrikken videre med produktion af uldklæde og moderne tekstiler som terylene.

Fabrikkens sidste tid
I løbet af 1960’erne begyndte nye vinde at blæse i tekstilbranchen, hvor moderne materialer som cowboystof og kunststoffer blev populære. Samtidig steg konkurrencen fra sydeuropæiske lande med lavere lønomkostninger. Disse faktorer pressede Brandts Klædefabrik, især da masseproduceret tøj begyndte at udkonkurrere de eksklusive uldvarer, som fabrikken var kendt for. Trods udfordringerne klarede fabrikken sig igennem, men det stod klart, at tiden var ved at rinde ud. Energikriser, stigende lønomkostninger og øget konkurrence truede fabrikken.

Den 31. december 1977 stoppede produktionen på Brandts Klædefabrik efter 182 års virke. Arbejderne fandt hurtigt anden beskæftigelse, da både fabrikken og dens medarbejdere havde et godt ry. Efter lukningen blev det op til virksomhedens bestyrelse, der primært bestod af Søren Christian og Oluffas efterkommere, at afgøre bygningernes skæbne.

Direktøren Søren Christian Mengel, søn af Gisela og Aage Mengel, foreslog oprindeligt at rive bygningerne ned og sælge komplekset til en entreprenør. Men Jens Brandt, tipoldebarn af Søren Christian og Oluffa, præsenterede en anden vision: at bevare de gamle fabriksbygninger og omdanne dem til kunsthåndværksværksteder, mindre virksomheder og kulturelle formål. Diskussionen sluttede med, at Jens Brandt fik grønt lys til at realisere sin vision.

Projektet blev en nytænkning, da gamle fabriksbygninger normalt blev betragtet som forældede. Men med støtte fra Odense Kommune og en række interessenter blev projektet realiseret, og bygningerne blev omdannet til et kulturområde, der nu er et vartegn for Odense. Kommunen lejede en del af bygningerne til udstillingslokaler og andre kulturelle formål, hvilket bidrog til at bevare fabrikkens historie og ånd.

Selvom Brandts Klædefabrik ikke længere var i familiens hænder, forblev den et symbol på dedikation til byen og dens befolkning. Historien om Brandtfamiliens livsværk lever videre gennem kulturhuset Brandts og deres engagement i Odenses udvikling.

Det første Farveri i Vestergade 73
Morten Kisbye Brandt, 1870'erne
Søren Christian Brandt i 1901
Søren Christian Brandt og Oluffa i 1905, kort før Søren Christians død
Aage Viggo Brandt i 1904, kort før han overtog ledelsen for fabrikken. På billedet er han 22 år
Den tomme fabriksgade i 1980, efter lukningen af fabrikken
Fra Klædefabrik til Kulturområde