Brandts Klædefabrik, logo

Fun Facts

Træd ind i en historisk lomme fyldt med spændende fun facts og sjove erindringer fra tidligere ansatte på Brandts Klædefabrik. Udforsk fortidens rigdomme og lær om arbejdslivet, medarbejderne og driften på denne ikoniske fabrik gennem personlige beretninger. Vores samling giver dig et unikt indblik i Brandts Klædefabriks betydning for lokalsamfundet og industrihistorien. Tag med os på en rejse gennem tiden og opdag de historier, der formede denne særlige fabrik!

Dampklager på fabrikken

Brandts Klædefabrik modtog gentagne klager fra naboerne over deres store dampudslip. At bo ved siden af en klædefabrik i slutningen af 1800-tallet var en prøvelse, da fabrikkerne hver dag slap store mængder damp ud under klædeproduktionen. I 1891 førte dampudslippet igen til en klage mod Brandts Klædefabrik, hvilket resulterede i en henstilling fra sundhedskommissionen i Odense, der gav klagerne ret – dampudslippet skulle mindskes! Brandts Klædefabrik valgte dog at ignorere henstillingen for at opretholde produktionen. Til sidst ombestemte sundhedskommissionen sig og konkluderede, at det nok alligevel ikke var nødvendigt at tage så meget hensyn.

Adgang forbudt for unge vævere!

I Svendehjemmet fandtes fabrikkens mest prestigefyldte væveri, hvor kun de mest erfarne vævere havde lov at arbejde. Svendehjemmet var et sted, man skulle gøre sig fortjent til, og nye vævere måtte ikke sætte deres ben i denne vævesal. Tidligere væver Helge Mathiesen har fortalt, at det var forbundet med høj status at blive en del af Svendehjemmet, og denne status blev meget højt værdsat. De erfarne vævere, der dominerede Svendehjemmet, tillod ikke yngre kolleger adgang til vævesalen. Helge fortæller, at unge vævere ofte blev mødt med spørgsmålet “Hvad skal du her?”, hvis de forsøgte at gå ind. Hvis man skulle have fat i en mester, der stod i den anden ende af salen, måtte man derfor bare vente, til mesteren selv kom ud. Adgang var strengt forbudt for de uindviede!

Kaldenavne

På mange arbejdspladser var det almindeligt at give hinanden kaldenavne, og dette var også praksis på Brandts Klædefabrik. Under tilblivelsen af bogen ”Brandts Klædefabrik – erindringer fra arbejdslivet på en fabrik i hjertet af Odense” blev tidligere arbejdere spurgt, om de kunne huske nogle af disse navne. Over 80 kaldenavne blev hurtigt remset op og skrevet ned. Nogle navne gav sig selv, mens andre krævede kendskab til baggrunden for at give mening. Opfindsomheden var stor, og kaldenavnene kunne henvise til ens geografiske oprindelse, bopæl, tidligere arbejde eller fysiske fremtoning. Man vidste med andre ord aldrig, hvilket kaldenavn man ville få af sine kolleger.

Manden der mistede bukserne

Selvom sikkerhedsforanstaltningerne dengang ikke var lige så strenge som i dag, skete der faktisk relativt få arbejdsulykker på Brandts Klædefabrik. Dette var imponerende, især når man tænker på, at de store maskiner ikke var skærmet af, som de er nu. Ejgil Andersen, der arbejdede som karterenser på fabrikken, har fortalt, at der af og til røg et forklæde eller en nederdel, som sad fast i maskinerne. Der var også den uheldige episode med en mand, der mistede sine bukser foran alle sine kolleger. Ifølge Ejgil havde manden stået ved en af maskinerne, da hans bukser blev fanget og revet helt af. I sin nød måtte han låne et forklæde for at dække sig, indtil han kunne få fat i et par nye bukser.

Væveri_Skytte_væveskytte_2024

Når vævene vævede, svajede bygningen

I 1962 var der omkring 100 væve af den gammeldags type med store skytter på Brandts Klædefabrik. Disse væve fungerede ved, at en skyttel, der vejede flere kilo og indeholdt en garnspole, blev skudt fra den ene skyttekasse til den anden under en infernalsk larm. De fleste af væverne havde høreskader, da der ikke var nogen sikkerhedsrepræsentant, og man skulle selv anskaffe høreværn, hvis man ønskede det. Vævene kom ofte i samme takt, hvilket fik den store bygning til at svaje – dog uden fare, da bygningen var solidt bygget og holdt til presset. Arbejdet var dog ikke uden risiko. Det skete jævnligt, at en skyttel ikke ramte kassen, men fløj ved siden af, hvilket gjorde færden i væveriet farlig. De armerede vinduer bar præg af adskillige træffere, som vidnede om de hyppige fejlskud!

Oluffas Julehjælp

Det er ikke svært at se, hvem der var hjertet i Brandts, i fabrikkens unge dage. Oluffa, Fabrikant Søren Christian Brandts hustru, gik meget op i julen. For hende var det især vigtigt at sørge for at alle kunne få del i juleglæden og få en god jul – rige som fattige. I ægte juleånd lavede hun derfor selv julekurve fyldt med mandler, rosiner, julekager, julegodter og frisk frugt til Odenses fattige.

Oluffa havde sin daglige gang på børnehospitalet i Odense, og her tilbragte hun meget tid på at hjælpe de trængende familier, især op til jul. Oluffa indkøbte for egen regning juletræ til hospitalet, så børnene og de familier der var indlagt over julen, stadig kunne få en magisk jul sammen. Oluffa sørgede også for, at der kom en præst og holdt juleprædiken på hospitalet, eftersom de indlagte familier ikke kunne tage i kirke.

ansatte_alle-arbejdere-på-fabrikken_1900

De første arbejdere med weekend!

Brandt-arbejderne var blandt de første fabriksarbejdere i Odense, der fik en “weekend” – men ikke som vi kender den i dag. I begyndelsen af 1930’erne var Brandts Klædefabrik, så vidt man ved, den eneste virksomhed i Odense, der tilbød deres ansatte en form for weekend. Dengang betød det dog ikke to hele fridage. En arbejdsdag på Brandts Klædefabrik varede ti timer, med halvanden times middagspause, hvilket var normalt for tiden. Det særlige ved Brandts var, at arbejderne stoppede arbejdet allerede kl. 12.30 om lørdagen. Dette gav dem en “tidlig” weekend, som de kunne nyde før alle andre i byen, hvilket var en stor forskel fra de fleste andre virksomheder på den tid.
ANSATTE_Niels Peter_Jubilæum

Brandts Klædefabriks ældste medarbejder

Niels Peter, fabrikkens ældste medarbejder, nåede at fylde 80 år under sin ansættelse. Han arbejdede på 4. sal, og de sidste mange år måtte han spise sin frokost deroppe, fordi det var for besværligt for ham at gå op og ned ad trapperne. Han elskede dog at cykle og havde sin faste plads i cykelstativet – hvis nogen havde parkeret på hans plads, smed han bare den anden cykel væk. Trods sin høje alder tog Niels stadig omveje hjem fra arbejde for at få en længere cykeltur. Han formåede endda at køre to betjente og en motorcykel ned – mest fordi han ikke bekymrede sig synderligt om færdselsloven. Politiet lod ham slippe og frafaldt bødekravene; det var nok for pinligt for dem at blive kørt ned af en cyklist på 80 år. I de senere år blev Niels lidt til besvær for fabrikken, da han begyndte at blive konfus og havde svært ved at klare arbejdet. Men han insisterede på at blive til sit jubilæum, og direktøren lod den gamle mand tulle rundt, indtil han nåede sit velfortjente 60-års jubilæum.

Spas og løjer på Væveriet

Det kaldtes “at stå på bræt” for væverne, fordi de stod ryg mod ryg ved hver sin væv. På dette tidspunkt i fabrikkens historie havde man kun én væv hver, hvilket gav lidt tid ind imellem, hvor væven kunne klare sig selv. Derfor var der altid nogen, der fandt på sjov. Adolf Hallundbæk kunne fortælle om, dengang han stod på bræt med kollegaen Holger Mølborg. Adolf skulle på toilettet, men da han kom tilbage og ville tage sin værktøjskasse op, kunne han ikke løfte den – Holger, som var en sjov fyr, havde slået et søm gennem bunden af kassen og ned i gulvet, så den sad fast. Om lørdagen havde arbejderne også gerne en bajer med til frokosten – noget, man ikke gjorde i hverdagene. Adolf husker, hvordan Edward stod op på en garnkasse, tog sin bajerflaske på hovedet, balancerede og galede som en hane, når han skulle spise frokost. Det var en fast tradition hver lørdag!
Forhuset set fra Vestergade, 1919

Spytbakker

I gamle dage var luften på den store klædefabrik fyldt med støv og fnug på grund af de mindre effektive ventilationssystemer, hvilket øgede risikoen for tuberkulose blandt medarbejderne. For at bekæmpe dette satte Brandts Klædefabrik såkaldte “spytbakker” op rundt omkring på fabrikken. Disse spytbakker var designet til at forhindre spredningen af sygdommen, og fabrikken opfordrede flittigt de ansatte til at bruge dem, med skilte opsat overalt på fabriksområdet. Spytbakkerne fungerede som en tidlig version af nutidens opfordringer til at bære mundbind, idet de skulle forhindre spredning af sygdom. Dog var denne metode langt mindre effektiv end moderne løsninger.
Grønnegadeporten, ca 1908

Den strenge spindemester "Røde"

På Brandts Klædefabrik arbejdede en streng spindemester ved navn Niels Christian Petersen, også kendt som “Røde”. Født i 1853, var han berygtet for sin hårde disciplin og tøvede ikke med at give en lussing for dårligt arbejde – både til børn og voksne. Arkiverne rummer historier om “Røde”, som stod vagt ved Grønnegadeporten og sørgede for, at alle mødte ind til tiden. Hvis man kom for sent, stod spindemester Røde klar med stokken, og man kunne risikere at få et rap ved porten, før man fik lov til at komme ind på arbejde.

Lorterenden der blev til Rosenbækken

Rosenbækken er et historisk vandløb, der i middelalderen fungerede som byens nordlige grænse. Med tiden blev vandløbet en del af Odense og løb gennem en stor del af bymidten. Vandløbet blev kendt som “Lorterenden”, da det fungerede som åben kloak for både mennesker og dyr, hvilket gjorde det stærkt forurenet. Ved kraftigt regnvejr blev Rosenbækken et stort problem, da den ofte gik over sine bredder og fyldte gaderne med sundhedsskadeligt vand. I 1860’erne blev vandløbet derfor kloakeret og muret inde, da Odenseanerne blev alt for syge af det forurenede vand. Mange år senere blev monumentet på Amfipladsen bygget, og vandløbet blev sarkastisk omdøbt til Rosenbækken. På dette kort fra 1839 kan man se, hvor Rosenbækken engang løb gennem Odense, markeret med en rød streg.
Vævesalen på Svendehjemmet, 1944

Skak på arbejdspladsen

Adolf Hallundbæk, en tidligere væver, delte nogle minder om livet som væver på Brandts Klædefabrik. Han fortalte blandt andet, at der på en af vævesalene var et skakbræt placeret i et af vinduerne. Væverne var fordelt sådan, at nogle stod langs væggen, mens andre stod midt på gulvet. En gang imellem, når muligheden bød sig, kunne man gå hen og flytte en brik på skakbrættet. Typisk var der 3-4 mand, der skiftedes til at tage deres træk. Efter at have flyttet en brik, vendte de tilbage til arbejdet ved væven, hvorefter den næste tog sin tur. På den måde fortsatte spillet i små pauser gennem arbejdsdagen.
Brandts Passage ca. 1920.  Kulpladsen ses her tydeligt

Svendehjemmets navn

Svendehjemmets navn har faktisk ikke noget med Brandts Klædefabrik at gøre. Bygningen, vi i dag kender som “Svendehjemmet”, blev under fabrikstiden kaldt “Østfløjen”. Hvor man i dag refererer til hele bygningen som Svendehjemmet, var det dengang kun vævesalen på 2. etage, der havde dette navn. Selvom det er svært at fastslå præcis, hvor navnet stammer fra, kan vi måske finde årsagen i bygningens historie. Tidligere lå der på samme ejendom en bygning, der fungerede som herberg for rejsende håndværkersvende. Da fabriksbygningen blev opført, adopterede de erfarne vævere på 2. etage navnet fra den tidligere bygning, hvilket gav anledning til det ikoniske navn Svendehjemmet.
Hovedindgangen ved Amfipladsen, 1978. Wolferiet ses i baggrunden

Amfipladsens navn

Amfipladsen var oprindeligt kendt som Fabrikstorvet, mens fabrikken stadig var i drift. Efter fabrikkens lukning fik pladsen et par navneændringer og ansigtsløftninger. Da fabrikken lukkede, blev pladsen omdøbt til Fabrikshaven, hvilket afspejlede, hvordan området blev en grøn perle i midten af byen. Men efterhånden som pladsen tiltrak flere besøgende, blev beplantningen langsomt ødelagt, og vinterens regnvejr gjorde området til en mudret affære. For at gøre pladsen lettere at vedligeholde og mere tilgængelig belagde man til sidst hele området med klinker. Det nuværende navn, Amfipladsen, blev indført mange år efter fabrikkens lukning.

Når man blev kaldt i "Pressen"

Pressen var det sted, hvor ledelsen kontrollerede kvaliteten af klædet. Hvis der blev fundet en graverende fejl, blev der sendt bud til væveriet om, at de ønskede at tale med den ansvarlige væver. Engang blev en mand fra væveriet kaldt til Pressen, fordi han havde byttet nogle tråde rundt, hvilket skabte det, man kaldte “krydstråd”, og resulterede i en synlig stribe i klædet. Ifølge tidligere arbejder Adolf Hallundbæk var det en alvorlig fejl. Da medarbejderen, Aage Mengel, blev konfronteret med fejlen, var han ikke i sit gode lune. Han tog sin saks, stak den gennem tøjet og sagde: “Det er ikke til spor!” – og ødelagde dermed klædet. Adolf Hallundbæk fortæller også om en anden arbejder, “Sorte Marius”, som nægtede at gå til Pressen, da han blev kaldt. Han ville ikke konfronteres med Aage Mengel, og denne nægtelse resulterede i, at han blev fyret.
fb_ansatte_aage-mengel_1910

Vor Far - Aage Mengel, "Den Sorte"

Adolf Hallundbæk, tidligere væver, erindrer: Når Aage Mengel havde opdaget en fejl, noterede han den ned i sin lommebog… På sin runde kom han så hen og sagde, at han havde set den fejl der, og så kiggede han på en. Hans øjne var sådan nogen sorte gnistrende nogen, som kiggede lige igennem en. Det var ligesom der blev rettet røntgenstråler mod en. En gang om dagen kom “Den sorte”, som vi kaldte Aage Mengel, gennem alle afdelinger. Når han så kom inde fra kamgarnspinderiet, kunne vi se, at han lige tog et overblik – om alle var på plads. Men mange gange kunne de der stod ved vinduet se ned i gården, at han var på vej op. Så sagde de gerne “Nu kommer vor far”. Vi kunne så regne ud, at nu skulle han lige igennem der og der – og så dukkede han op. Han kendte hver enkelt med navn og det hele. Han var altid hilsende og sagde goddag.

Omklædningsrummet på Svendehjemmet, 1977

Rygeforbud

Tidligt i fabrikkens historie blev der indført et stramt rygeforbud på grund af brandfaren. I 1895 opstod der en mindre brand på fabrikken, som heldigvis ikke forvoldte nævneværdige skader på bygninger eller ansatte. Politirapporten formodede, at ilden var opstået i en uldsæk, og derfor blev der fra 1900 indført et strengt rygeforbud for at forhindre lignende episoder. Luft, vægge og gulve på klædefabrikken var fyldt med uldstøv, og fabrikken tog ingen chancer med rygende ansatte. Alligevel fortæller flere tidligere ansatte, at der blev røget en cigaret her og der. Erik Kirkeby erindrer blandt andet: “Rygning var selvsagt strengt forbudt på fabrikken, men de fleste var rygere, og når man gik ud på toilettet, var der som regel tykt af tobaksrøg. Vævemesteren og jeg gik ud på balkonen ud mod Grønnegade og nød vores tobak der.”

Fagforeningens vrede formand

Brandtarbejderne på Brandts Klædefabrik var kendt for deres loyalitet over for fabrikken, og det tog dem mange år at tilslutte sig tekstilarbejdernes fagforening, selvom klædefabriksarbejdere i resten af landet allerede var organiserede. I 1905 skabte det betydelig frustration blandt de organiserede arbejdere, da Brandtarbejderne valgte ikke at deltage i den 23 uger lange landsdækkende strejke. Som svar på dette begyndte tekstilarbejdernes forening dagligt at “følge Brandtarbejderne hjem” i et forsøg på at presse dem til at tilslutte sig fagforeningen.

Trods gentagne forsøg lykkedes det ikke at overbevise Brandtarbejderne, og i 1916 måtte formanden for fagforeningen, N. Scheel, erkende over for Textilarbejder Forbundets formand, at de ikke kunne håndtere situationen alene. Scheel skrev i et brev: “Nu har vi omtrent organiseret alt på de andre fabrikker, men denne fabrik kan vi ikke med egen hjælp magte. Lad os se, om du kan ordne dem!” Scheel havde stor tillid til, at forbundsformanden kunne “ordne” situationen, men det krævede yderligere tålmodighed. Først to år senere, i 1918, indgik Brandts Klædefabrik endelig et samarbejde med fagforeningen.

Forhuset set fra Vestergade, 1905

Blomster på fabrikanternes grav

I forbindelse med fabrikkens 75-års jubilæum i 1944 blev der arrangeret et særligt besøg på kirkegården for at ære grundlæggerne. Bestyrelsesmedlemmerne, prokuristen og den nuværende fabrikant tog først til kirkegården for at lægge blomsterkranse på Brandt-familiens gravsteder som en gestus af respekt for deres arv og det fundament, de havde skabt. Derefter bevægede gruppen sig tilbage til fabrikken, hvor der blev holdt taler, og medarbejderne modtog gaver som en del af fejringen.

Aage Viggo Brandt i 1904, kort før han overtog ledelsen for fabrikken. På billedet er han 22 år

Fabriksarbejderne på teatertur

Aage Mengel, som var medlem af bestyrelsen for Odenses teater, sørgede for en række særlige oplevelser for de ansatte i en periode, mens han var fabrikant. Mengel opkøbte hele forestillinger, hvor alle medarbejdere blev inviteret med. Mengel og hans familie var altid at finde på første række i teatret. Medarbejderne fik mulighed for at se en række forskellige stykker; for eksempel “Elverhøj” i 1939 og under krigen stykker som “Aladdin”, “Sommer i Tyrol” og “Bajaderen”. Efter forestillingerne var der ofte arrangeret et traktement på Grand Hotel, hvor medarbejderne kunne nyde mad og drikke som en del af fejringen.

 

Fabriksarbejderne på teatertur

Søren Christian Brandt indførte en særlig lønregel for de ugifte medarbejdere på Brandts Klædefabrik. De fik kun udbetalt en del af deres ugeløn, mens resten blev indsat på en sparekassebog. Når en ung mand skulle giftes, måtte han gå ind på kontoret og tale med fabrikanten for at hæve nogle af sine opsparede penge.

Der var engang en ung mand, der kom ind på kontoret for at hæve et beløb fra sin sparekassebog. Samtalen forløb efter sigende således:

Fabrikant Søren: Hvor meget vil du gerne hæve?
Den unge mand: F.eks. 150 kroner
Fabrikant Søren: Hvad skal du bruge dem til?
Den unge mand: Jeg skal købe en seng
Fabrikant Søren: Det skal du have! – hvad skal du have mere?
Den unge mand: Så skal jeg have et bord og fire stole
Fabrikant Søren: Hvad skal du have fire stole for? – I er jo kun to!

Fabrikant Søren Brandt havde en uformel tone med sine medarbejdere, og samtalen var derfor ikke strengt formel. Ifølge fortællingen fik den unge mand lov til at hæve det fulde beløb, så han kunne købe de fire stole, selvom de kun var to i husstanden.

Disse Fun Facts er indsamlet fra både bøger og personlige erindringer af tidligere ansatte på fabrikken:

  • Erik Kirkeby (erindring, 2024)
  • Brandts klædefabriik – erindringer fra arbejdslivet på en fabrik i hjertet af Odense (1993)
  • Oluffa – Fra Tórshavn til Brandts Klædefabrik (2016)
  • fra Klædefabrik til Kulturfabrik (1987)