Brandts Klædefabrik vinder den prestigefyldte IVK-partnerpris 2025!

I forbindelse med IVK-dagen på SDU i dag d. 14. marts, blev partnerprisen tildelt. Prisen tildeles hvert år en virksomhed, der har udmærket sig som en særdeles god samarbejdspartner, i forbindelse med praktikforløbet på IVK-uddannelsen. En prestigefyldt anerkendelse af det miljø og de muligheder for personlig og faglig vækst som virksomheden faciliterer for deres praktikanter. ”Vi er enormt stolte over, at årets tildeling er faldet til Brandts Klædefabrik!” siger områdechef Rikke From Larsen.

International Virksomheds Kommunikation på Syddansk Universitet uddeler hvert år IVK’s virksomhedspartnerspris. Den bliver givet til en virksomhed som har udmærket sig som en dygtig og professionel samarbejdspartner, for de studerende ved SDU’s IVK-uddannelse.
Blandt de tidligere vindere finder man virksomheder som: COOP, Danfoss og Odense Kommune.

Vi er utrolig stolte over at kunne sige, at i år er denne pris gået til os her på Brandts Klædefabrik!

Prisen blev tildelt i forbindelse med IVK-dagen på SDU den 14. marts. Områdechef for Brandts Klædefabrik, Rikke From Larsen, tog imod prisen: ”Det er en kæmpe ære at modtage denne pris. For det er det jo umuligt ikke at rette ryggen, når man ser det felt der tidligere har modtaget prisen. Dem er vi meget stolte af at være på hold med”.

Roser fra praktikanter.

Brandts Klædefabrik er blevet indstillet til prisen af to tidligere praktikanter ved Brandts Klædefabrik, Jon Wolff og Amalie Wied. I deres indstillinger lægger de begge vægt på, at deres praktikforløb hos Brandts Klædefabrik har været fuld af spændende udfordringer i et trygt miljø.

De to tidligere praktikanter har rosende ord at sende afsted mod Brandts Klædefabrik. De beskriver hvordan områdechef Rikke From Larsen og resten af teamet i Kedelhuset, med deres professionelle umage og oprigtige interesse har været med til at styrke deres faglige kompetencer. Ligeledes har deres praktikforløb budt på forskellige spændende og fagligt udfordrende arbejdsopgaver, der har haft en stor betydning for udviklingen af deres faglige kunnen og gjort en forskel for fortællingen om Brandts Klædefabrik.

”Hos Brandts Klædefabrik stræber vi efter at skabe en god hverdag med et inkluderende og inspirerende miljø og hvor tillid og ansvar går hånd i hånd. Det betyder, at de studerende der er i praktik hos os, ikke blot deltager, men reelt bidrager til at styrke fortællingen om hele det store kulturområde Brandts Klædefabrik er i dag”
Områdechef Rikke From Larsen.

Praktikant på Brandts Klædefabrik.

Som praktikant på Brandts Klædefabrik kan man forvente en dagligdag præget af ordene: Ansvar og støtte. Man får hurtigt ansvaret for arbejdsopgaver, der påkalder sig lige dele frihed for praktikanten og tro på egne evner. Men man kan være for vidst om at støtten til ens formåen ikke er langt væk.
Den ideelle balancegang herimellem kan være svær at opnå. Men ifølge de førnævnte indstillinger fra Jon og Amalie, har Brandts Klædefabrik formået netop dette.
Hvilket den nuværende praktikant, som skriver dette, kan nikke genkendende til 😉