Nyt stærkt iværksætterfællesskab rykker ind på Brandts Klædefabrik

Iværksætterforeningen “Morgendagens Iværksættere” rykker ind i de inspirerende rammer i Brandts Klædefabrik. De unge iværksættere Simon Skytte og Jakob Junker Jeppesen, begge engagerede frivillige i foreningens arbejde, overtog den 26. marts nøglerne til foreningens nye kontor i Brandts Passage 29. De ser frem til at lede deres mission om at skabe de ideelle rammer for byens spirende iværksættere i et arbejdsfællesskab, hvor både det sociale og den faglig sparring er i fokus.

En spirende forening

Morgendagens Iværksættere er en dynamisk og voksende forening, der har iværksætteri som omdrejningspunkt – både for, med og af iværksættere. Med en stærk vision om at skabe bedre betingelser for den nye generation af iværksættere, ønsker foreningen at fremme et ungt og innovativt iværksættermiljø. Målet er at gøre det lettere for unge at bygge en bæredygtig karriere som iværksættere, hvor iværksætteri bliver en integreret del af deres liv og udvikling.

Med åbningen af et nyt arbejdsfællesskab på Brandts Klædefabrik får medlemmerne mulighed for at være en del af et inspirerende miljø med både socialt samvær og masser af sparring på tværs af forretningsområder. Det er helt gratis at blive medlem af foreningen, og der er mange fordele at hente i form af netværk, viden og samarbejdsmuligheder.

På Brandts Klædefabrik glæder vi os over, at vi igen kan tiltrække og understøtte unge dygtige iværksættere med spændende koncepter og et stærkt drive for at udvikle deres forretninger. Der er ikke noget bedre, end at se når de lykkes med deres ambitioner”, siger områdechef Rikke From Larsen.

Et nabolag med ubegrænsede muligheder

Brandts Klædefabrik danner de perfekte rammer for Morgendagens Iværksættere. Her bliver de en del af et pulserende iværksættermiljø blandt tidligere succesfulde iværksættere som Underflod, Bar’ Unika og OTA’Y. Det tætte naboskab blandt virksomhederne i Brandts Klædefabrik skaber unikke muligheder for spændende samarbejder på tværs, hvilket Morgendagens Iværksættere allerede har stor erfaring med.

Morgendagens Iværksættere passer som fod i hose ind i den dynamik og de stærke synergier, der allerede eksisterer mellem områdets virksomheder og interessenter – ”Brandts Klædefabrik er Byen i Byen, og vi glæder os til at blive en del af det samfund”, fortæller Simon Skytte, bestyrelsesleder i Morgendagens Iværksættere.