Velkommen til AURAS

Brandts Klædefabrik har fået et nyt, levende og sanseligt dansestudie med AURAS Bevægelsesstudio. Bag studiet står Laura Vesti, som med solid faglighed og dybe rødder i det fynske kulturliv har skabt et samlingspunkt for bevægelse, scenekunst og fællesskab midt i Odense. AURAS Bevægelsesstudio ligger på Vestergade 79, 1. sal, med indgang via Kulturmaskinen.
Auras facade

Dynamisk, legende og kvalitetsbevidst 

AURAS Bevægelsesstudio tilbyder undervisning i blandt andet jazzdans, yoga og drama og arbejder med et dynamisk skema, så der både bliver mulighed for medlemskaber, klippekort, workshops og gæstelærere – og for at booke klasser via studiets hjemmeside auras.dk.

Studiet henvender sig til et bredt aldersspektrum og lægger vægt på en imødekommende og respektfuld undervisningsform, hvor den enkelte elev støttes i at tage ejerskab over sin egen læring og oplevelse.

Laura lægger stor vægt på det sociale og ønsker at skabe et værested og mødested for dem der har lyst til at bevæge sig: “Jeg ønsker at skabe et community omkring AURAS – et sted hvor mennesker mødes om bevægelse og kultur med nysgerrighed.” fortæller Laura.

Glæd dig til løbende klasser, workshops og events, som inviterer både nye og erfarne deltagere ind i bevægelsen – og ind i fællesskabet. 

Laura Vesti Auras

Et stærkt match med Brandts Klædefabrik

Hos Brandts Klædefabrik er der stor glæde over det nye bidrag til områdets kreative fællesskab.

“AURAS passer perfekt ind i Brandts Klædefabriks DNA, hvor kunst, kultur, kreativitet og kvalitet går hånd i hånd. Laura bringer både faglig tyngde, nærvær og en stærk vision, som vil tilføre området ny, skøn energi,” siger områdechef Rikke From Larsen.

AURAS Bevægelsesstudio beskrives af Laura selv med tre ord: Dynamisk, legende og kvalitets-bevidst. Og netop de ord rammer essensen af det nye studio i hjertet af den gamle klædefabrik.

Vi ser frem til at få AURAS som en aktiv og inspirerende del af Brandts Klædefabriks fællesskab.