Mere plads – flere muligheder
Flytningen er en længe ønsket opgradering. I de nye lokaler får Kong Volmer endelig den kapacitet, der kan matche den store efterspørgsel. Mange har gennem tiden oplevet, at det har været umuligt at få bord – særligt til de populære julefrokoster – men det bliver der nu lavet om på.
Også køkkenet får et løft. De nye faciliteter gør det muligt at imødekomme den stigende efterspørgsel på mad ud af huset – uden at det går ud over gæsterne i restauranten. “Det bliver en gamechanger for vores daglige drift,” fortæller David.


Tro mod rødderne i Brandts Klædefabrik
Selvom tanken om at udvide har været på bordet længe, har det været afgørende for David at blive i Brandts Klædefabrik. “Der er en helt særlig atmosfære her. Det er ikke bare et sted – det er et fællesskab,” siger han og roser det gode naboskab og samarbejdet mellem områdets aktører. Bl.a. har Allestedlund bidraget med professionel og kollegial sparring til indretningen af de nye lokaler.
Kong Volmers flytning er et nyt kapitel i en længere historie om stærke nabo-fællesskaber og langtidsholdbar kvalitet i Brandts Klædefabrik. Ifølge områdechef Rikke From Larsen er det ikke unormalt med imponerende jubilæer – som fx Dina Vejlings nylige 20-års jubilæum eller de over 40 år hos Café Biografen, Vivaldi og Jean Paul. Og i oktober fejrer Kong Volmer selv 17 år med smørrebrød i særklasse her i Brandts Klædefabrik. Vi er enormt glade for at Kong Volmer med David og hans dejlige personale bliver her i Brandts Klædefabrik. De er gode naboer, som er med til at sikre det gode kollegaskab mellem forretninger, cafeer og institutioner i området.
Velkendte events vender tilbage
Med de nye rammer genopstår muligheden for at afholde de hyggelige events, som mange stamgæster måske husker: foredragsaftener, grillaftener og krebsegilder. Arrangementer, der tidligere har givet logistiske udfordringer i den smalle passage, får nu plads og luft. Derudover bliver det langt nemmere at tilbyde udeservering – en eftertragtet mulighed i de varme måneder.
Velkommen i nye omgivelser
Selvom det er med et strejf af vemod, at David tager afsked med de lokaler, hvor det hele begyndte, er glæden over nye muligheder og mere plads til gæsterne endnu større.
Både Kong Volmer og Brandts Klædefabrik glæder sig til at byde både trofaste stamgæster og nye besøgende hjerteligt velkommen i de nye lokaler fra 1. juli! 🥂
