Erindringer fra mit arbejdsliv på Brandts Klædefabrik

Efter soldatertjenesten i  Århus (Jyske Telegrafregiment) fik jeg ansættelse i 1961 Hos Haustrup Plastic  på Tolderlundsvej.  Jeg var ansat i budgetafdelingen og skulle blandt andet holde regnskab over det nye byggeri på Næsbyvej. Det var et spændende og selvstændigt job – men lønnen var ikke høj. 1100 kr. om måneden. Godt nok fik vi løn i 13 måneder om året (den ekstra måned faldt i december), men alligevel var jeg ikke tilfreds. Jeg søgte om noget mere i løn, da jeg nu var blevet gift og havde fået barn, men jeg fik ikke noget. Man henviste til den årlige lønsamtale, hvor jeg kunne fremsætte mit ønske.

Jeg så en annonce i avisen om en stilling på Brandts Klædefabrik som driftsassistent, og da lønnen var
1500 kr. pr. måned + årlig tantieme, ja, så søgte jeg! Jeg var til jobsamtale, fik stillingen og tiltrådte den 
1. september  1962. Det skal nævnes, at da jeg sagde op hos Haustrup Plastic, så tilbød de mig mere i løn, hvis jeg ville blive!

Jeg blev placeret på væverikontoret på 4. sal i fabriksbygningen ud mod Grønnegade og delte kontor med vævemester Adelhardt Jacobsen og dessinatør Kristian Andrès. I et lokale ved siden af holdt forretterne til. Det var Leo og Henning. Deres opgave var at reparere væve samt at opstille dem til en ny opgave med hulkort osv. Mit job var at sikre, at indkomne ordrer blev færdige til tiden, og at væverne og kædeskærerne havde noget at lave hele tiden!

Hver morgen (jeg mødte kl. 8.00) gik jeg ned gennem Brandts Passage til hovedkontoret (i dag Café Cuckoo’s Nest) for at hente dagens ordrer samt tale med direktørerne, enten Søren Mengel eller Jan Mengel.  På hovedkontoret var udover direktørerne, også prokurist Brogaard samt bogholder Pedersen. Desuden var der en kontorelev, som jeg ikke husker navnet på.

Dagens ordrer blev gennemgået, og det blev undersøgt, om der var garner nok på lager, eller om der skulle fremstilles mere. Selve lagerregnskabet foregik på det “inderste kontor”  ud mod Vestergade, hvor jeg foretog en simpel  lagerbogføring. Det store kontor blev også brugt som bestyrelseslokale.

Da jeg blev ansat var der ca. 200 ansatte på fabrikken, og der var ca. 100 væve af den gammeldags type med store skytter. Princippet var, at skytten, der vejede flere kilo, blev skudt fra den ene skyttekasse til den anden, medførende en garnspole. Det foregik under en infernalsk larm, og de fleste af væverne var da også høreskadede. Der var en tillidsmand i væveriet (Valdemar Olesen), men der var ingen sikkerhedsrepræsentant. Ville man have høreværn, måtte man selv anskaffe det! Det skete mange gange om dagen, at vævene kom i samme takt, og så kunne man mærke, at den store bygning svajede! Men bygningen er jo solid og bygget til det, og den holder jo flot også i dag.

De stoffer, der blev vævet, var først og fremmest ulster, der blev brugt til damefrakker.  Det var en ulden kvalitet, hvor luven var kartet op. Desuden blev der vævet kamgarnsstoffer, som blev anvendt til finere frakker. Disse blev syet i København af et firma, der hed Brdr. Andersen. Endelig var også Terylener begyndt at vinde indpas, og der blev produceret sådanne i flere forskellige mønstre og farver.

Da jeg havde været i firmaet i et par år, skulle der anskaffes nye og mere moderne væve. Til formålet blev opført en ny vævehal i èn etage på det areal ud mod Pantheonsgade, hvor der i dag er parkeringsplads. Vævene skulle købes i Schweiz i byen Sulz, og vævene blev da også i daglig tale benævnt “Sulzervævene”.
De forrettere og vævere, der skulle betjene de nye væve blev sendt på kursus i Schweiz.

Da den nye bygning var opført, og de nye væve kommet hjem, blev de fleste af de gamle væve kasseret. De lå i en stor skrotdynge nede i gården og blev formentlig bragt ud til H.J. Hansen ved havnen. Der blev bevaret nogle enkelte af de gamle væve, som skulle bruges til at lave nye stofprøver, samt et antal af de bedste af de gamle væve til større komplicerede opgaver.

De nye væve var lynhurtige i forhold til de gamle. De var såkaldt “skytteløse”, idet kun en lille krog blev skudt fra side til side og fangede garnet fra et stort nøgle i hver side. Vævningen gik så hurtigt, at man næsten ikke kunne se “krogen”, men blot se, at stoffet voksede. En væver kunne klare 6 sådanne væve mod maximalt 4 af den gamle type. Hertil kom, at de nye væve var 3 gange så hurtige som de gamle. Der blev ansat en ny vævemester til det nye væveri. Han hed Svend Åge Eriksen og havde lært at servicere de nye væve. Disse nye væve producerede hovedsagelig stoffer som kamgarn og terylene, hvorimod de ikke var velegnede til ulsters.

Som nævnt var min opgave blandt andet, at sørge for at kædeskærere og vævere var beskæftigede hele tiden. Til det formål havde jeg fra min forgænger overtaget et meget simpelt planlægningssystem. Det bestod af en stor træplade på skrå, der var lagt oven på et bord. På denne plade var lagt et stykke pergament, hvorpå alle væve var nævnt i venstre side i nummer-rækkefølge. Ud for hver enkelt væv var anført, hvilken type stof og dessin, da var lagt på, og hvor mange “stykker”, der var på væven. Ud af tidslinjen var anført dage og uger, og ved hjælp af et stykke sytråd og 2 tegnestifter markeredes den aktuelle dato, således at man til enhver tid kunne følge med i produktionen!

Når en væv ifølge planen skulle til at have en ny kæde, beregnede jeg på et stykke papir, hvor mange nøgler garn af en bestemt type der skulle leveres til kædeskæreren. Lagermanden Carlo, som jeg havde et stort samarbejde med, kom til vores kontor og afhentede sedlen med instruksen, og han sørgede så for, at garnet blev leveret til kædeskæreren. Der var 2 kædeskærere i sving hele dagen, og ud fra ordresedlen stillede de garnnøglerne op  til at producere en kæde af den bestemte længde.  Et “stykke” var 40 meter, men jeg husker ikke hvor mange stykker der kunne være på en bom.

Når kæden var “skåret”, blev den limet i en limemaskine af Martinus Christensen, kaldet “Tinus”, og limningen skulle til for at garnet ikke skulle filtre sammen. Herefter blev kæden leveret til den aktuelle væv, og forretteren sørgede for, at væven blev opstillet til den konkrete ordre.

Når de gamle væve kørte kunne det ske, at en skytte ikke ramte kassen men fløj ved siden af. Så det var ikke helt ufarligt at færdes i væveriet, og de armerede vinduer bar da også præg af adskillige træffere!

Garn til ulsters og kamgarner blev produceret på fabrikken. Et tvinderi, ledet af Tscherning Mortensen ,  sørgede for, at garner af forskellige typer og farver blev tvundet sammen. Et kamgarnspinderi sørgede selvsagt for spinding af kamgarn (ledet af spindemester Helmut Kielberg), og ulstergarnet blev produceret i karteriet under ledelse af spindemester Haugård.

De færdige garner blev opbevaret i kasser i stueetagen (Carlos afdeling), hvor der i dag er museum. Råulden blev opbevaret på et lager (hvor der tidligere var batteriforretning). Dette lager blev ledet af Einar Gade.

Lønudbetaling foregik manuelt hver 14. dag. Væverne var på akkord efter hvor mange “skud” de havde kørt. Hvis der havde været maskinnedbrud fik man timeløn i den tabte tid. Alle andre ansatte var på timeløn efter gældende overenskomst – og det var overenskomstens mindsteløn. Jeg havde til opgave at skrive nogle såkaldte lønkort, som først blev talt sammen på forkontoret. Mesteren afleverede så kortene til lønmodtagerne forud for lønudbetalingen.

Når det var lønningsdag gik jeg over på forkontoret ved Vestergade, og i en stor “cigarkasse” fik jeg udleveret den samlede sum til udbetaling af lønninger. Jeg udbetalte til væveriet samt til nopperiet. Når jeg udbetalte til den enkelte lønmodtager fik jeg kortet udleveret igen som en form for kvittering! Efter den store runde stemte kassen som regel.

Når der var middag lød fabriksfløjten, og så blev der helt stille på fabrikken. Middagspausen var på en halv time, og såvel vævemester som forrettere gik omgående ind på et leje af gamle stofstykker og tog sig en lur. Når fabriksfløjten lød igen, stod man op, gned øjnene, og forsatte med arbejdet! Deres medbragte madpakker blev fortæret under arbejdet. Jeg gik som regel en tur ned i Kongensgade efter at have spist min madpakke.

Rygning var selvsagt strengt forbudt på fabrikken, men de fleste var rygere, og når man gik ud på toilettet var der som regel tykt af tobaksrøg. Vævemesteren og jeg gik ud på balkonen ud mod Grønnegade og nød vores tobak der.

Det var vævemesterens opgave at sørge for flagning på flagdage, og det bistod jeg med. Vi gik op i tårnet mod Pantheonsgade og ved fælles hjælp fik vi det store dannebrog op. Forkontoret havde ved et års begyndelse udarbejdet en plan for, hvornår flagning skulle ske.

Om morgenen, når jeg gik turen ned til kontoret efter ordrer, passerede jeg Pressen, hvor Søren Mengel som regel stod ved det store vindue og trak færdige stofstykker over en bom for at kontrollere, om kvaliteten var i orden. Hvis der var fejl i et stofstykke blev den pågældende væver kaldt over og skulle stå til regnskab for fejlen. Hvis væveren henviste til en anden afdeling, f.eks. kædeskæreriet, så blev den pågældende kædeskærer også kaldt over, og så konfronterede Søren Mengel de to medarbejdere med deres påstande! Når jeg passerede det store vindue skete det ofte, at Søren Mengel bankede på ruden fordi han ville tale med mig. Selv den dag i dag kan jeg ikke lade være med at skæve op til det store vindue, når jeg går forbi! Hans ånd lever endnu! Jeg havde nu et godt forhold til Søren Mengel. Han var kontant, men retfærdig, og så havde han også lune.

Lige foran Pressen og det store vindue var der en stor vandbeholder, vel på 5 meter s højde og  lige så meget i diameter. I denne beholder blev der pumpet vand op fra Odense Å gennem en underjordisk rørledning. En klædefabrik bruger masser af blødt vand til forarbejdningen af klædestoffer. Derfor ligger en klædefabrik altid tæt ved en å eller en sø. Vandbeholderen eksisterer ikke mere.

Der var to direktører på fabrikken: Brødrene Mengel. Storebror Søren Mengel, som var administrativ direktør, og den yngre bror, Jan Mengel, som var teknisk direktør. De to brødre gik ikke godt i spand sammen – faktisk var det opfattelsen en gang imellem, at de modarbejdede hinanden!

Og hvorfor forlod jeg så min stilling ved Brandts Klædefabrik? Det var et godt job med masser af udfordringer, der var kontakt til mange medarbejdere, og det var godt lønnet. Jeg rejste fordi jeg ikke kunne lide ledelsesstilen. Specielt Jan Mengel var lidt af en prøvelse! Han kunne ikke lide vævemester Jacobsen, som ellers var et yderst venligt menneske. Hver dag ved fyraftenstid kom Jan Mengel op på væverikontoret, og så fik Adelhardt Jacobsen sin daglige skideballe – i alles påhør. Det var ikke til at holde ud!

Derfor rejste jeg. Jeg fik et job som assistent ved Odense kommune, Socialforvaltningen, og jeg rejste først fra Odense kommune ved min pensionering den 22. maj 2002 efter 35 års tjeneste.

I dag nyder jeg at gå en tur gennem Brandts Klædefabriks bygninger og lade tankerne gå tilbage – medens jeg skæver op til det store vindue ved Pressen!